Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Zygospore ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2043
Ædelstene—Ægypten
2044
Kapverdiske øer. Fisket foregaar væsentlig fra Neapel
og indbringer aar om andet omkr. 2 mill. fres.
Ædelstene kaldes en del kostbare mineraler, som
udmerker sig ved at have stor haardhed, sterk
lys-brydningsevne samt vakker farve og glans. Æ.s
haardhed maa være saa stor, at stenene ikke slides eller
ridses ved brug. Da kvarts er det haardeste mineral,
som forekommer i alm. støv, pleier man at stille den
fordring til æ.s haardhed, at denne er større end
kvartsens (=7). De vigtigste æ. er: diamant, korund (rubin,
safir), spinel, krysoberyl, beryl (smaragd, akvamarin),
zirkon (hyacint), topas og turmalin. Desuden regnes ogsaa
smukke varieteter af olivin, opal og nogle andre
mineraler som æ. (se de enkelte artikler om de nævnte
mineraler). Mange af de korstbareste æ. er fundet mellem
smaasten, grus og sand paa sekundært leiested, men
ogsaa paa opr. leiested i fast berg optræder æ. — Som
halvædelstene betegner man de som smykkestene
anvendelige varieteter af granat, kalcedon, kvarts o. 1.
mindre kostbare mineraler, hvis haardhed er nær æ.s.
Ædller, embedsmænd i det gamle Rom. Ved
almuetribunatets oprettelse i 5 aarh. f. Kr. gaves der
tribunerne to æ. som hjælpere; disse kaldtes senere ædiles
piebis. 367 f. Kr. oprettedes en ny ædilitet i to klasser,
hvortil skiftevis valgtes patricier og plebeier, medens de
opr. æ. altid var plebeier. De nye æ. kaldtes ædiles
curules. Endelig valgtes fra Cæsars tid to ædiles ceriales.
Æ.s hverv var polititilsynet med byen, ledelsen af de
offentlige lege og indkjøb af billigt korn til de fattige;
endvidere ledede de en jurisdiktion i lighed med vor
offentlige politiret.
Ædle metaller, se Metaller.
Æduer, keltisk folk mellem Loire og Saône; blev
undertvunget af Ariovistus, men 58 f. Kr. befriet af
Cæsar. Deres hovedstad var Bibracte, nær Autun.
Ægadiske (Ægatiske) øer, Italien (ital. Egadi), øgruppe
udenfor vesthjørnet af Sicilien, 43 km.^, 6500 indb. De
største er Levanzo (op til 290 m.) Favignana (20 km.^
326 m.), den frugtbareste, og Marittimo (12
km.oldtidens Hiera (Monte Falcone 684 m.). Nærmere land de
mindre Stagnone og den lille klippeø Formica. Øerne
har kun betydning som skibsstationer, de faatallige
beboere driver fiske- og fuglefangst.
Æger (Ægir), i nordisk mytologi en personifikation af
det rolige for skibsfart egnede hav. Æ. staar i venligt
forhold til æserne; en myte beretter saaledes om Lokes
optræden under æsernes deltagelse i et af Æ.s gjestebud.
Æ.s hustru er den hjerteløse Ran, havets dødsgudinde.
Ægide, se Aigis.
Ægina (græ. Aigina), Grækenland, ø i den Saroniske
bugt (bugten ved Æ.), 85 km.^ 8000 indb. Byen Æ.
4500 indb. Svampefiskeri. Opr. koloniseret af dorer
iiævdede Æ. fra 6 aarh. f. Kr. uafhængighed, og
ægine-terne tog med stor tapperhed del i slaget ved Salamis.
455 blev de fordrevet fra øen af athenerne^ og Æ. havde
dermed tabt sin gamle betydning.
Æginetiske skulpturer. 1 1811 fandt man paa
Ægina (s. d.) to gavlgrupper fra 5 aarh. f. Kr.
Skulpturerne, som nu findes i glyptoteket i München, blev
restaurerede af Thorvaldsen. Supplerende fund, som nu
bevares i museerne i Athen og paa Ægina, blev gjort
af Furtwängler 1901. Om skulpturernes stilling i græsk
kunstudvikling se Grækenland, kunst.
Ægir, se Æger.
Ægirin, monoklint pyroksenmineral, der i kemisk
henseende bestaar af natronjernsilikat. Æ. har en mørk
grønlig eller sjeldnere brunlig farve. Smukke krystaller
af æ. forekommer paa fiere steder i Norge, f. eks. ved
Langesundsfjorden. I en egen bergart, der forekommer
ved Grorud, nær Kra., udgjør æ. en væsentlig bestanddel.
Ægi’sthos, se Ai gis tos.
Ægypten, tyrkisk vasalstat under britisk styre, fra
Nubien i syd (22° s. br., 40 km. nord for Wadi Haifa)
til Middelhavet, mellem den Libyske ørken i vest og
Rødehavet. Areal 994 275 km.- med 11 287 359 indb. (1907)
(over 11 pr. km.^), heri indbefattet Sinai-halvøen (59 000
km.^ med 9300 indb.) og oasen Sivah. Æ. er
karakteriseret ved faa, enkle naturforhold: den gulrøde ørken,
den smale grønne dal om den mægtige elv, den altid
skyfri, blaa himmel. Størstedelen af landet er en øde
sten- og sandørken, sammensat af granit og sandsten i
syd, kalksten i nord. Takket være Nilens aarlige,
regelmæssige oversvømmelser, som afsætter et frugtbart slam,
gjennemskjæres dette ørken plateau af Nildalens smale
oase, som i nord udvider sig til et mægtigt delta, dannet
af Nilens afleiringer, et kulturland af Belgiens størrelse
med en befolkningstæthed af ca. 330 pr. km.^ Æ. har
et sundt tropisk ørkenklima med liden og mod syd
aftagende nedbør (Kairo 32 mm. aarlig) og med stor
temperaturfc rskjel mellem dag og nat (indtil 20—30^^).
Æ.s befolkning har vist en merkelig stabilitet trods en
endeløs række af indvandringer og er i hovedsagen den
samme som i oldtiden. 7 à 8 mill, bærer den dag idag
tydeligt præg af at være de gamle ægypteres efterkommere;
hovedmassen er de muhammedanske fellaher, landets
flittige, nøisomme, men altid haardt undertrykte bønder,
men renest fremtræder den ægyptiske folketypus i de
kristne og derfor af tyrkerne tilsidesatte kopter 1^743 990),
særlig i byerne. Til denne befolknings hovedmasse
kommer ca. 100 000 beduinere af forskjellig, mest arabisk
og berberafstamning, i ørken- og steppestrøgene, dernæst
i byerne arabere, tyrkere, syrere, armeniere, jøder og negre,
endelig V^ mill, europæere (60 000 grækere, 35 000
italienere, 20 000 briter, 15 000 franskmænd). Jordbruget
er Æ.s hovednæringsvei. Skjønt kulturlandet har liden
udstrækning, er det dog særdeles værdifuldt, især nu da
englændernes rationelt gjennemførte vandingssystem
muliggjør en stadig bedre udnyttelse af kulturlandet. Saaledes
har engelskmændene 1890 fuldført Barrage du Nil, den
allerede af Mehemcd Ali 1835 paabegyndte store
dæmning nedenfor Kairo, og 1898—1902 byggedes jordens
største dæmninger ved Siut og Assuan (s. d.) i Øvre-Æ.
Som følge heraf kan der i Æ, høstes tre gange om aaret
paa det kunstig vandede kulturland (sjaraki), nemlig
om vinteren (hvede, bønner, linser), om sommeren
(bomuld, sukker, ris) og om høsten (mais); paa det
oversvømmede kulturland høstes kun én gang (om vaaren).
Paa grund af den ægyptiske bomulds udmerkede kvalitet
har England af hensyn til sit store behov stadig øget
bomuldsavlen, saa at Æ. nu indtager den tredje plads
blandt de bomuldsproducerende lande (næst efter
Nordamerika og Indien). I anden række kommer avl af korn,
særlig hvede, ris, mais, sukker, bønner og andre
grønsager, endelig dadler og frugter. Sammenlignet med
jordbruget spiller de andre næringsveie endnu en
underordnet rolle, fædrift (smaat og stort fæ, kameler og æsler)
og industri (cigaret-, sukker- og bomuldsfabriker,
fabrikation af falske antikviteter). Dog har handelen taget
et stort opsving som følge af Suezkanalen og
englændernes arbeide for udvikling af Æ.s kommunikationer
(ca. 6000 km. jernbaner). Æ. regjeres fra 1841 af en
arvelig, til Tyrkiet tributpligtig vice-konge, khediv; men
siden 1882 er Æ. helt under britisk forvaltning og styre.
Khedivens seks ministre er ægyptere, men
understatssekretærer, raadsmedlemmer og mange af de høieste
embedsmænd er englændere. Fra de ældste tider falder
Æ. i to ulige store dele, Nedre-Æ. til Kairo, i syd
Øvre-Æ. fra Kairo til Assuan. Nedre Æ. deles i 6,
Øvre-Æ, i 8 provinser eller mudîrîje, styret af en mudir.
Uafhængig heraf styres de vigtigste byer (Kairo, Alexan-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
