Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ægypten ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2045
Ægypten
2047
tider med stadige delinger og borgerkrig, indtil endelig
det 11 dynasti fra Teben i Øvre-Æ. breder sin magt ud
over hele landet. En ny velmagtsperiode begynder, men
afbrydes af det 14—15 dynasti, da asiatiske
beduinstammer, hyksos, trængte ind i landet og underlagde
sig det meste. Ca. aar 1600, det første nogenlunde sikre
aarstal i Æ.s historie, blev imidlertid hyksos fordrevet
af Amosis, som stiftede det 18 dynasti, og nu begynder
en tre.^je velmagtsperiode, som især udmerker sig ved
en kraftig handels- og erobringspolitik, fremdeles med
hovedsæde i Teben. Først blev store dele af Nubien
erobret, og efter en række krigstog til Syrien
grundlagde endelig Totmes III et varigt ægyptisk herredømme
der, samtidig blev der ogsaa sendt mere eller mindre
fredelige ekspeditioner sydover langs Afiikas østkyst, til
landet Punt, rimeligvis etsteds paa Somalikysten.
Faraonernes korrespondance med de asiatiske vasaller, særlig
paa Amenofis IV’s tid (ca. 1400), kjer der vi fra vældige
fund af kileskrift-indskrifter fra den ægyptiske landsby
Tell-el-Amarna, engang Amenofis IV’s residens. Vi ser,
at paa hans tid gik den ene by i Syrien efter den anden
tabt, og baade dette o^ flytningen fra Teben til
Tell-el-Amarna synes at hænge sammen med hans religiøse
reformationsbestræbelser. Han vilde nemlig afskaffe
dyrkelsen af Tebens hovedgud Ammon og indføre en
slags monoteistisk dyrkelse af solguden Aten; men ikke
før var han død, før Teben fik sin gamle plads som
hovedstad igjen og den gamle religion igjen blev den
herskende. Endnu de første konger af det 19 dynasti.
Ramses I, Sethos I og Ramses II, gjorde hyppige krigstog
til Syrien, hvor de stødte sammen med hetiternes
ny-opvoksende stormagt; men saa begyndte det at gaa
tilbage. Krigene var for en stor del ført med fremmede
leietropper, et farligt og uroligt element, som svækkede
statsmagten; farao kom helt under indflydelse af
Am-monpresterne i Tcben, medens Nedre-Æ for en tid river
sig løs under egne konger. Under de følgende dynastier
(20—25) er opløsningen stigende; leilighedsvis kan nok en
enkelt farao gjøre et krigstog til Syrien; men snart trænger
fremmede ind. De ætiopiske konger gjør sig til herrer
i landet, men overvindes kulturelt af Æ.s overlegenhed.
De ætiopiske faraoner fortrænges igjen af assyrerne
under Assurhaddon og Assurbanipal, som herjer og
plyndrer og gjør Æ. til provins, uden dog at kunne
hævde besiddelsen i længden. Ud af alt dette virvar
reiser sig endelig, ca. 664, en indfødt fyrste, Psammetik
fra SdLS, som bl. a. ved hjælp af grækere fra Lilleasien
evnede at vinde hele Æ. Han bragte igjen ro og orden
i landet, og forbausende fort blomstrede igjen næringsliv
og aandsliv frem; han begunstigede græsk indvandring
og kolonisation, og forbindelsen med Grækenland bliver
fra nu af stadig livligere. Psammetiks søn Neko vover
endog at indlade sig paa en aggressiv udenrigspolitik og
vinder i Syrien over kong Josias af Juda, men taber
kort efter mod babylonierne under Nebukadnesar og
maa trække sig tilbage til sit eget land. Han begyndte
at lade grave en kanal fra Nilen til det Røde hav og
lod fønikiske sjømænd seile rundt Afrika. En enkelt
gang i denne tid gjorde babylonierne et indfald i Æ.,
hvor de herjede haardt; men i det store og hele taget er
dwt 26 dynasti en lykkelig lid med blomstring for kunst
og videnskab. Det kom imidlertid til en braa ende, da
perserkongen Kambyses i 525 slog Psammetik III ved
Pelusium og gjorde Æ. til persisk provins.
Perserkongerne forsøgte at ophjælpe landet mest mulig;
saa-ledes gjorde Dareios I kanalen fra Nilen til det Røde
hav færdig; men det hjalp dem ikke; de var meget
upopulære og ægypterne gjorde stadig oprør, rigtignok uden
synderligt held. I 333 erobrede Alexander den store Æ.
og grundlagde Alexandria, som snart blev et af de vig-
tigste handelscentrer ved Middelhavet og tillige et
arnested for græsk kultur. Under diadok-kampene efter
Alexanders død kom Æ. til Ptolemæus, hvis æt fra nu
af regjerede landet i næsten 300 aar. De tre første
Ptolemæere gjorde stadige erobringstog til Asien, men
var samtidig ivrig virksomme for at udbrede græsk
kultur i Æ.; Museion i Alexandria blev stiftet og græske
byer anlagt endog i Øvre-Æ. Under de senere
Ptolemæere gik det tilbage med landet. Det havde ondt for
at opretholde sin selvstændighed, og tilslut blev den
romerske indflydelse helt overmægtig. Den sidste
Ptolemæiske regent var den berømte Kleopatra (51—31), som
dræbte sig selv efter nederlaget ved Aktium, og Augustus
inddrog derefter Æ. under sig, som en slags personlig
domæne for keiseren, hvor senatet ikke havde noget at
sige. Først da keisermagten var blevet enevældig under
Diokletian, blev Æ. sidestillet med de andre provinser
i romerriget. De ægyptiske kulturforhold i keisertiden
har vi i de sidste aar lært at kjende ganske indgaaende
ved de talrige fund af papyrusdokumenter, som alt er
gjort og endnu stadig øger, men som naturligvis særlig
kaster lys over den græske bybefolknings kaar. I
økonomisk henseende er landet i tilbagegang; kanaler og
vandledninger forfalder, halvvilde ørkenstammer bringer
en evig uro, og vi hører om den ene alvorlige
sygdomsepidemi efter den anden. Fra gammel tid boede det
mange jøder i Æ., og kristendommen fik tidlig fast fod
der, især i de græske byer. I det 6 aarh. vandt
en kjettersk lære, mooofysitismen, overhaand i Æ ,
og dens tilhængere, som gjerne kaldtes koptere (d. e.
ægyptere), blev paa mange maader forfulgt af de
ortodokse byzantinske keisere. De gjorde derfor ingen
modstand, da landet blev besat af perserne i 619, og
h’aller ikke ved den arabiske erobring i 639. Nogen
egentlig forfølgelse af de kristne drev araberne ikke;
men muhammedanerne blev begunstiget ved skattefrihed
o. 1., og kristendommen gik derfor sterkt tilbage i Æ.
I lidt over 200 aar stod Æ. under kaliferne, men fra
anden halvdel af 9 aarh. af var det igjen som regel en
egen stat. I 969 kom Fatimidernes mægtige og dygtige
dynasti paa tronen og indledede en lykkelig periode for
Æ ; under den første af dem, Unizz, blev Kairo
grundlagt. Fatimiderne blev styrtet i 1171 af den fra
korstogenes historie berømte Saladin, og Æ. holdt sig
fremdeles som en mægtig stat; endnu i 1249 evnede sultanen
at slaa og fange Ludvig den hellige af Frankrige ved
El Mansura. Omtrent samtidig gjorde imidlertid den
beredne livgarde, mamelukkerne, oprør og satte sine førere
paa tronen. Mamelukkernes herredømme holdt sig i
adskillige aarhundreder; vistnok kom de i strid med de
osmaniske tyrker, og sultan Selim I undertvang Æ. i
1517; men noget meget effektivt styre evnede sultanen
i Konstantinopel ikke at føre; magten laa i
virkeligheden i hænderne paa 24 mamelukhøvdinger, som bar
titelen bei. I 1798 landede imidlertid general
Bonaparte i Æ., slog mamelukkerne ved pyramiderne og
besatte hele landet; alt aaret efter maatte han rigtignok
selv reise hjem til Frankrige, og i 1801 rømmede den
franske hær Æ., som alter kom under sultanens
herredømme. Men stridighederne mellem den tyrkiske pasha
og mamelukhøvdingerii, blussede op igjen, og i disse
kampe lykkedes det ’i ’ Isk officer Mehemed Ali
at tilrive sig magten {. .. gede englænderne
ud af landet, nedsab.eac ,/,^lukhøvdingerne (1811) og
skabte ro og orden J.t, Efterhaan^^«" fik
han dannet en veløvet ur^ uaher,
og indkaldte franskmænd -Di umlægge næringsveiene,
især jordbruget, efter moderne metoder. Han hjalp
sultanen mod de oprørske vahabiter i Arabien og siden
mod grækerne. I 1830-aarene forsøgte han gjentagne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
