Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Østerrige ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2073
Ørtug—Østerrige
2079
serbo-kroatisk, hebraisk og andre sprog. — Historie.
De lande, som nu er samlet i det østerrigsk-ungarske
monarki, var oprindelig beboet af en broget blanding
af forskjellige folkestammer, kelter, illyrer, germaner
o. fl. Først ved tiden omkring Kristi fødsel blev de for
alvor erobret af romerne, og i de følgende aarhundreder
trængte romersk kultur ind overalt, veie og byer blev
anlagt (bl. a. Vindobona, det nuværende Wien), og en
hel række keisere i det tredje aarhundrede stammede fra
disse lande. Alt tidlig trængte imidlertid germanske
stammer ind over grænsen, i folkevandringstiden rykkede
de endda længer mod syd og vest, medens slaviske folk
besatte de lande, germanerne havde forladt. I anden
halvpart af det sjette aarhundrede stiftede de tatariske
avarer et vældigt rige i Donaulandene, som først blev
edelagt 200 aar senere af Karl den store. Han
grundlagde til vern mod dem et markgrevskab, Marchia
Austria, som blev roden til det senere 0. Da magyarerne
havde besat Ungarn, erobrede de ca. 900 ogsaa 0., som
først blev taget tilbage af keiser Otto I over 50 aar
senere. 976—1246 var fyrsterne af huset Babenberg
først markgrever og siden hertuger i 0 , som under dem
fik sin fremtidige grænse mod Ungarn, elven Leilha;
Wien blev gjort til hovedstad og Steiermark erobret.
Efter er del aars uro kom 0. saa i 1282 til Albrecht af
Habsburg, den familie, som endnu regjerer der. Albrecht
blev ogsaa tysk konge, og ligedan, for en kort stund,
hans søn Fredrik; men derefter gik kongekronen for
over 100 aar ud af siegten, som nu trak sig tilbage til
sine østerrigske arvelande. Hertugerne eller, som de nu
begyndte at kalde sig, erkehertugerne af 0. erhvervede
i det 14 aarh. Kärnten, Krain, Tirol, Triest o. s. v., men
gjorde forgjæves forsøg paa at erobre Schweiz; mellem
slegtens forskjellige linjer var der stadig strid. I 1437
blev en ny Albrecht (11) valgt til tysk konge; ved
egte-skab med keiser Sigmunds datter fik han Mähren og
blev ogsaa valgt til konge i Böhmen og Ungarn. Disse
lande gik vistnok igjen tabt for hans^søn Ladislaus
Posthumus; men den tyske krone gik i 1440 over til
Albrechts tremenning Fredrik 111 (1440—93), som ogsaa
fik 0., og siden var den tysk-romerske keiserkrone
knyttet til Habsburgerne, saalænge riget bestod (til 1806).
Fredrik IIFs lange regjering var slap og daarlig; men
under hans søn Maximilian I (1493—1519) forberedtes
slegtens største magtperiode; ved egteskab med Karl
den dristiges datter Maria erhvervede han selv
Nederlandene og Franche Comté, og ved en lang række andre
egteskaber for sine børn og børnebørn skaffede han sin
ældste sønnesøn Karl V Spanien med Neapel, Sicilien,
Sardinien og de nye lande i Amerika, medens Karls yngre
broder Ferdinand fik Böhmen og de dele af Ungarn,
som ikke var erobret af tyrkerne. Karl V var væsentlig
optaget af forholdene i Vest-Europa og overlod derfor
0. til Ferdinand, som ogsaa i 1556 blev hans efterfølger
som keiser, medens Spanien og Nederlandene tilfaldt
Karls søn Filip II; dog vedblev det endnu længe efter
delingen at bestaa et nært forhold mellem de to linjer
af det habsburgske hus. Ferdinand I maatte under
næsten hele sin regjering føre farlige krige mod tyrkerne,
som 1529 endog beleirede Wien, og tilslut maatte han
love sultanen en aarlig tribut. Han gjorde forgjæves
forsøg paa at indføre nogle kirkelige reformer og
svækkede sit rige ved at dele det mellem sine tre sønner;
først over 100 aar senere (1665) blev det igjen
fuldstændig samlet. Ferdinands ældste søn, Maximilian II
(1564—76), førte en mod protestanterne overmaade
tolerant politik, men under hans uduelige søn Rudolf II
(1576—1612) og dennes broder Mathias vendte
strømmen sig, og den kirkelige reaktion med jesuiterne i
spidsen kom til magten. PZndnu værre blev det under
Ferdinand II (1619—37) og Ferdinand III (1637—57);
alt kjetteri blev udryddet med vold og magt, og særlig
slemt gik det ud over Böhmen, hvor protestantismen
havde groet sig noksaa sterk. Religionsstriden naaede
sit høidepunkt i trediveaarskrigen (1618—48), som baade
økonomisk og aandelig satte 0. tilbage, om det end ikke
gik saa ilde der som i det egentlige Tyskland. Leopold I
(1657—1704) vilde overføre den kirkelige
undertrykkelsespolitik til Ungarn, som i 1608 havde faaet løfte om
religionsfrihed; men adelen gjorde oprør og bad tyrkerne
om hjælp. 1683 beleirede disse for anden gang Wien;
men kongen af Polen, Johan Sobieski, kom til hjælp og
slog dem udenfor byens mure. Fra nu af gik det raskt
tilbage med tyrkerne, som i 1687 tabte det store slag
ved Mohacz og ved freden i Karlowitz (1699) afstod hele
Ungarn og Siebenbürgen til 0.; under krigen havde den
ungarske landdag anerkjendt Habsburgernes arveret til
landet; men uroen blev ligevel ved. Mod slutten af sin
regjering gjorde Leopold krav paa Spanien, hvor
kongehuset var døet ud, til fordel for sin yngre søn Karl, og
dette førte da til den langvarige, spanske arvefølgekrig
mod Frankrige. Under krigen døde imidlertid baade
Leopold og hans ældste søn Josef I, og Karl VI blev
keiser (1711—40); de andre europæiske magter kunde
umulig gaa med paa, at han ogsaa skulde faa hele det
spanske monarki, og ved freden i Utrecht 1714 maatte
han derfor nøie sig med Belgien, Lombardiet, Neapel
og Sardien. Her lægges grunden til Ø.s herredømme i
Italien i de følgende 150 aar, omend besiddelserne vekslede
sterkt; saaledes byttede Karl Sardien bort mod Sicilien,
men afstod siden baade denne ø og Neapel mod Parma
og Toscana til sin svigersøn, den vordende keiser Franz
af Lothringen. Ogsaa efter 1714 deltog Karl VI i nogle
krige; men hans hovedinteresse var dog at sikre datteren
Maria Theresias aiveret ifølge den pragmatiske sanktion
af 1724. De fleste europæiske magter havde anerkjendt
denne; men ved Karls død (1740) brød det ligevel ud
en stor krig om arveretten, som endte med, at Maria
Theresia (1740—80) maatte afstaa Schlesien til Fredrik II
af Preussen, samt nogle smaalande i Italien. Hun fik
siden istand den preussiske syvaarskrig (1756—63) for
at tage Schlesien tilbage; men det lykkedes ikke.
Derimod erhvervede hun Galizien ved Polens første deling
(1772) og senere Bukovina fra Tyrkiet. Hendes styre
var omtrent enevældigt; de forskjellige landdage blev bare
betragtet som raadgivende stænderforsamlinger, og for
at skabe større enhed i administrationen af de mange
uensartede lande oprettede hun et fælles statsraad; hun
gik med paa at ophæve Jesuiterordenen, afskaffede torturen,
indskrænkede hoveri og livegenskab og oprettede
folkeskoler. Sønnen Josef II (1780—90) fortsatte hendes
politik, men i et langt voldsommere tempo. Han vilde
gjøre monarkiet til en centraliseret enhedsstat med tysk
præg og vakte derved national modstand i Böhmen og
Ungarn. Han vilde ikke bare vise fuld tolerance mod
protestanter og jøder, men ogsaa forbyde pavens direkte
forbindelse med bisperne, og forlangte at faa sig pavens
buller forelagt til offentliggjørelse; klostre blev oplø:t
i massevis, livegenskabet ophævet og nye, moderne love
udarbeidet. I Belgien førte alt dette til en ligefrem
opstand og i Ungarn til slig uro, at de fleste reformer
maatte ophæves igjen. Ogsaa i sin udenrigspolitik led
han nederlag, som hans broder og efterfølger Leopold II
(1790—92) maatte forsøge at lappe paa. Dennes søn
Franz (1792—1835) var med paa Polens tredje deling
(1795), men førte desuden fra 1792—1815 en næsten
ikke afbrudt række krige med revolutionens og Napoleons
Frankrige; Belgien, de italienske og «illyriske» lande,
Tirol, dele af de tyske og polskç besiddelser gik
efter-haanden tabt ved forskjellige fredsslutninger (1797, 1803,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
