Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Østerrige ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2081
Østerrige—Østerrige-Ungarn
2082
1805, 1809); i 1806 blev det tysk-romerske rige opløst,
og keiser Franz antog titelen «keiser af 0.». Ved
Wienerkongressen 1815 fik 0. imidlertid alt det tabte
igjen, undtagen Belgien og lidt i Tyskland, og desuden
en del nye besiddelser, fortrinsvis i Italien (Venetien);
i det nystiftede tyske forbund skulde 0. ha^e forsædet.
Efter 1815 var fyrst Metternich, helt til 1848, Ø s
virkelige styrer, og 0. var, ialfald til at begynde med,
Europas hovedmagt, den politiske og aandelige reaktions
utrættelige forkjæmper. Regjeringen støttede sig ikke
paa folket, men paa hær og politi; spioneri og censur
hørte til dens vigtigste virkemidler for at kue enhver
national eller politisk trang til selvstændighed, og ved
siden deraf afsperring fra udlandet. Denne lod sig
imidlertid ikke gjennemføre, og der samlede sig efterhaanden
et vældigt gjæringsstof. Den nye keiser, Ferdinand I
1835 — 48), lod sig lede af Metternich lige fuldt som sin
forgjænger, og der var tilsyneladende ingen forandring
foregaaet, da revolutionen pludselig brød løs i mars
1848; i løbet af faa dage stod ikke bare hovedstaden,
men ogsaa Lombardiet, Venetien, Böhmen, Ungarn i lys
lue. Metternich blev afskediget og rømte over hals og
hoved til London, medens hoffet flygtede fra Wien til
Innsbruck, og en grundlovgivende forsamling traadte
sammen i Wien. Imidlertid var hæren blevet tro, og
Nord-Italien maatte bøie sig efter slaget ved Gustozza
(25 juli); nogen maaneder senere maatte ogsaa Wien
overgive sig, og ungarerne blev slaaet. Efter disse seire
opstillede regjeringen som sit program en konstitutionel
enhetsstat, og da dette stred mod bindende løfter,
keiseren havde givet, nedlagde han kronen til fordel for
sin 18-aarige brodersøn Franz Josef, som endnu (1913) er
keiser i 0. Rigsdagen blev opløst uden at være kommet
til enighed, og regjeringen oktroyerede en forfatning, som
gav enhed i finanser og hærvæsen; alle opstandene blev
kuet, og den eneste varige frugt af revolutionen blev
bondestandens frigjørelse fra den gamle feudale
afhængighed af godseierne. Endnu stod ungarerne under vaaben,
men ved russisk hjælp blev ogsaa de overvundet i aug.
1849. Den østerrigske regjering havde seiret og ogsaa
bevaret sin magt i Tyskland; reaktionen triumferede. 1
1859 kom 0. imidlertid i krig med Frankrige og
Sardinien, tabte ved Magenta og Solferino og maatte afstaa
Lombardiet, medens ogsaa de habsburgske vasalfyrster
i Toscana, Parma og Modena blev jaget væk; overmagten
i Italien var tabt. Den indre uro, især i Ungarn, øgede,
og regjeringen saa sig nødt til at ændre kurs og give
efier; ro.en følgen blev bare, at kravene øgede og øgede
fra alle kanter. Midt under disse indre
vanskeligheder kom det i 1866 til krig med Preussen og Italien
om, hvad der skulde gjøres med Holsten og Slesvig. 0.
tabte ved Königgrätz og Sadov^^a mod preusserne, og det
hjalp da lidet, at det vandt over italienerne. Ved freden
i Prag maatte 0. træde ud af det tyske forbund, som
blev opløst, og afstaa Venetien til Italien. Efter dette
knusende udenrigspolitiske nederlag maatte regjeringen
bøie sig indad, og den nye minister Beust anerkjendte
Ungarns selvstændighed og gik med paa et forlig, som
indførte en todeling af monarkiet (1867), samtidig med
at 0. fik en virkelig fri forfatning. Følgen blev
gjennem-førelsen af nogle moderne love (om skoleordning,
egte-skab, vernepligt o. s. v.); men i national henseende var
det ikke nok at have stillet ungarerne tilfreds; tsjekker,
polakker og andre folkeslag stillede nu lignende krav.
Udadtil rettede 0. efter at være drevet ud af Tyskland
og Italien sine øine paa Balkanhalvøen og besatte efter
den russisk-tyrkiske krig 1878 Bosnien og Herzegovina,
som i 1908—09 blev endelig indlemmet i monarkiet;
handelen paa Balkanhalvøen blev fremmet ved nye
jernbaner, men samtidi** dannede der sig et naturligt mod-
6G - Illustreret norsk konversationsleksikon. VI.
sætningsforhold til Serbien og ogsaa til Rusland; følgen
deraf blev igjen, at 0. i 1879 gik ind i trippelalliancen
med Tyskland og Italien. I 1880 aarene gjorde
regjeringen ret væsentlige indrømmelser overfor tsjekker og
polakker, men uden at derfor den nationale strid stilnede
af. I 1906 blev en stemmeretsreform paa grundlag af
almindelig stemmeret gjennemført; men heller ikke den
har formaaet at skabe mere stabile partiforhold. Efter
lange forhandlinger kom det ogsaa aaret efter til et forlig
mellem 0. og Ungarn om deres andel i monarkiets
fællesudgifter; men om det vil føre til nogen varig
enighed, synes meget usikkert. I det sidste aars Balkankrig
har 0. oftere ført en temmelig aggressiv politik, uden at
det dog endnu er klart, hvor stor andel det har havt i
begivenhederne, særlig før og under den anden Balkankrig.
(Se Kart over Østerrige-Ungarn.)
Østerrige, erkehertugdømme, se Nedre Østerrige
og Øvre Østerrige.
Østerrige-Ungarn, konstitutionelt monarki i den
sydøstlige del af Mellem-Europa, mellem Tyskland,
Rusland, Rumænien, Serbien, Montenegro, Adriaterhavet,
Italien og Schweiz, 676615 km.^ 51390000 indb. (1910);
76 pr. km.^ Kun mod n.ø. er rigets grænser aabne,
ellers fjeld, hav, elv. Ø.-U. bestaar af keiserdømmet
Østerrige («die in Reichsrate vertretenen Königreiche und
Länder») og kongeriget Ungarn med Kroatien og
Slavo-nien («Länder der ungarischen Krone») samt Bosnien
og Herzegovina. Se forøvrigt Østerrige, Ungarn.
Ø.’U. danner et hele, hvad udenrigshandelen angaar,
omsluttes saaledes af en fælles toldgrænse. Til det østerr.-ung.
toldomraade hører ogsaa Lichtenstein. I 1912 havde
toldomraadets udførsel en værdi af 2668 mill. kr. (norsk),
indførsel 2036 mill, kr., ædle metaller ikke medregnet.
— Statsforfatning og forvaltning. Siden
overenskomsten («Ausgleich») af 21 dec. 1867 udgjør
dobbeltmonarkiet en realunion (s. d ). Fællesskabet omfatter,
foruden fyrstehuset, de udenrigske sager, hær og flaade
og den del af finanserne, som har hensyn til disse
fælles-forhold. Ellers er de forenede riger indbyrdes
selvstændige stater, og fællesanliggenderne er bygget paa
fuld ligestillethed. De tre fællesministre (udenrigs ,
krigs-og finans-) kan tilhøre den ene som den anden.
Kontrollen med deres færd udøves af særegne delegationer
paa 60 mand fra hvert land, valgt af og blandt deres
nationalforsamlinger. Fællesministrene er uanfegtet af
østerrigsk eller ungarsk ministerkrise. I begge lande
raader parlamentarisk styresæt. Bosnien og Herzegovina
tilligger siden 1908 dobbeltmonarkiet i fællesskab med
et særskilt styre under den fælles finansminister paa
keiserens og kongens vegne. Jfr. Østerrige og Ungarn.
— Hæren omfatter en fælles linjehær og et landvern
særskilt for hvert land. Linjen er paa 16 armékorps
(hvert ordinært paa 2 infanteridivisioner, 1
kavaleribrigade, 1 feltartilleribrigade), samt dertil 8
kavaleridivisioner. Infanteridivisionen er i almindelighed paa 2
brigader à 2 regimenter à 4 bataljoner, d. e. 16
infanteribataljoner med hver 2 mitraljøser og dertil 1 à 2
jæger-bataljoner. lait er der 467 linjebataljoner.
Kavaleribrigaden har 2 eller 3 regimenter à 6 eskadroner og 2
à 4 mitraljøser; kavaleridivisionen har 24 eskadroner og
3 ridende firekanons batterier. Feltartilleriet omfatter
42 feltkanonregimenter (à 2 divisioner à 2 sekskanons
batterier), 14 regimenter felthaubitser, 14 regimenter
tunge haubitser samt 10 bergartilleriregimenter (à
fire-kanon- og 2 hubitsbatterier à 4 stk. skyts). Det østerrigske
landvern har 8 infanteridivisioner (ialt 120 bataljoner),
6 uhlanregimenter samt 8 kanon- og 8 haubitsdivisioner.
Hærens fredsstyrke udgjør (1913) omkr. 350 000 mand.
Krigsstyrken anslaaes til 900 000 mand linje, 300 000
landvern, 500 000 ersatzreserve, 2 000000 landstorm. Alm.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
