Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
^løn^e øg ^on^itut^.
faa magte alle Statsorganismens særskilte Dele.
Optræder der nn en anden Magt ligeoverfor den lon^
gelige, en Antoritet, der kan sige Rei^ om end Mo^
narchen siger Ia^ da er Eentrnm gjennembrud, da
har Staten tvende Sonveraineteter, af hvilke ingen
er souverain, tvende Monarcher, af hvilke ingener
Monarch. Det Sande i Oppositionsprincipet er, at^al
virkelig Magt, følgelig øgfaa al virkelig Statsmagt,
kun kan bestemme og yttre sig, idet den delcs ogson^
dres, men Feilen ligger deri, at Delenes Realitet
.oy-hæver den virkelige Eenhed og forvandler den til en
blot Idealitet. Spørge vi nemlig om den høiere
Magteenhed, der her skal forene og sorfone kongens
eg Folkets Magt, vil Svaret upaatvivlelig blive det^e,
at det alt organiferende Eenhedsprincip maa falde
fammen med Statens rene Idee. Staten ^er altfaa
selv den væfentlige Souverain, der deler sin virk^ge
Souverainetet mellem konge og Folk. Det er
Bor-geraanden, Almeenaanden, Almeenvillie, lutter svæ^
^ende Idealiteter, man paakalder i Eenhedons Ravn.
Men i denne eiendommelige Skikkelse er
Statsforfat-ningen ^ke længere monarchisk. Thi at lade Eeuheds^
principet gjælde som reent ideelt, uden tillige at vs^e
reelt, er netop Repnblikens Særkjende. Enhver Stats-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
