Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
47
Goder: god Helsen og et frejdigt Sind. I er slet
ikke de Børn, som jeg førte bort fra Arnholt. I er
sunde og stærke, rødmussede og solbrændte — og
de var jo blege og spinkle. Se rigtig paa dine Søstre,
Edvard! Tror-du, nogen kunde kende dem igen?«
»Nej,« svarede Edvard med et Smil, »det tror
jeg ikke,«
»Og nu Alfred, ham tror jeg heller ikke, Folk vil
genkende. Du selv derimod har ikke forandret dig
stort; du er bleven større og mere solbrændt, men
selv i din Skovløberdragt vil du blive genkendt som
Oberst Beverleys Søn. Hvor taknemmelige bør vi
ikke være imod Vor Herre, fordi han har ladet jer
finde Fred og Lykke i et Skovløberhus i Stedet for
at omkomme i Luerne ved Arnholdts Brand, og fordi
han har ladet mig leve saa længe hos jer! Hvad jeg
har lovet jeres Fader, har jeg holdt, saa godt jeg har
kunnet, og for hver Dag, der gaar, lettes en tung
Sten fra mit Hjerte, naar jeg ser, hvor flinke og dyg-
tige I bliver til alting. Gud velsigne jer, kære Børn,
og gid I maa opleve denne Dag mange Gange i
Lykke og Tilfredshed!«
Den gamle var saa rørt, at Taarerne trillede ned
ad hans rynkede Kinder, medens han talte. —
De gik nu ind i den anden Vinter. Jakob og
Edvard gik kun paa Jagt et Par Gange om Ugen;
for den gamle Skovløber var slemt plaget af Gigt og
duede ikke mere til at strejfe om i Mark og Skov.
Det tog saamænd nok paa ham bare at køre til Ly-
mington med Vildt, og da Vinteren tog fat for Alvor,
maatte han helt opgive Jagten. Til al Lykke var
Alfred imidlertid bleven saa. flink til at bruge sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
