Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
id
55
Næste Morgen sadlede Edvard saa Abildgraa og
gav sig paa Vejen.
»Bare jeg dog kunde gøre dig Følgeskab,« sagde
Alfred, der gik med et Stykke Vej ved Siden af
Hesten.
»Ja, bare du kunde! %eg har det ligesom en Træl,
der har faaet sin Frihed. Jeg ved, hvor meget vi
skylder den gamle Jakob, og jeg er ham af Hjertet
taknemmelig for alt godt — men er det dog ikke for-
færdeligt at skulle være indestængt her i Skoven,
hvor man aldrig ser et Menneske eller hører noget
om Livet ude i den vide Verden? I alt Fald sømmer
saadanne Kaar sig ikke for Edvard Beverley. Fa’er,
han var en Stridsmand uden Frygt og Lyde, og var
jeg gammel nok, saa løb jeg min Vej for ogsaa at
tjene min Konge.«
»Saadan tænker jeg ogsaa tidt,« svarede Alfred.
»Men husk paa, hvor daarlig gamle Jakob er. Det
gaar aldrig godt, om vi løber fra vore Søstre. Og
Saa er vi ogsaa for unge, vi er jo egentlig ikke andet
end et Par store Drenge. Naar man er tretten eller
femten Aar gammel, kan man ikke udføre Helteger-
ninger, om man end længes aldrig saa stærkt efter
det.«
»Ja, jeg er ganske vist kun femten Aar, men jeg
har gode Kræfter, og det har du ogsaa. Du kan tro,
at hvis jeg kom med i et Slag, skulde jeg bruge mit
Sværd saa godt som nogen voksen Mand. Fader
lovede mig ogsaa, at jeg skulde faa Lov at følge med
ham, naar jeg blev-femten Aar.«
»Hvorfor mon gamle Jakob er saa ræd for, at vi
skal lade os se inde i Byen?« spurgte Alfred,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
