Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Djurgården
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
man paa en Ballet-Stilling. Dog hen til det Smukke.
Amorinsælgersken er smuk, hos de badende
Qvinder bøier Stenen sig til det bløde Liin; een af
dem føler sig for med Foden idet hun træder ud, og
man har med hende Fornemmelsen af at Vandet er koldt.
Marmorsalens Kjølighed virkeliggjør denne Følelse, en
Isnen gennemfarer os! — kom ud i Solskinnet, op paa
Naboklippen, der løfter sig over Gaarde og Huse; i
Klipperevnerne skyde frem de vilde Roser; mellem prægtige Graner
og graciøse Birke falde Solstraalerne smukt paa det
høie Græs foran Bellmans kolossale Bronzebufte;
denne Plads just var den nordiske Improvisators
Yndlingssted, her laae han i Græsset, digtede og sang
sine anakreontiske Sange; her holdes aarlig i
Sommertiden hans Fest. I den røde Aftensol ville vi reise
dit Altar, det er en brændende Bolle høit paa Tønden,
der er krandset med vilde Roser. Movitz proberer sit
Valdhorn, det som i Krostuen var Oberons Horn, og
alting dandsede, fra Ulla til Mutter paa Tuppen
stampede med Fødderne, klappede med Hænderne og
Ølkrusets Tinlaag:
„hej kära själ, fukta din aska!”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
