Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. En Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sagde, at deres Orm døde ikke, og at deres Ild
aldrig Udslukkedes; aldrig fik de Hvile eller Ro. Det
var grueligt at høre, og han sagde det saa vist; han
beskrev dem Helvede som en stinkende Hule, hvor
Alverdens Uhumskheder flød sammen, der var ingen
Luftning uden den hede Svovlflamme, der var ingen
Bund, de sank og sank i en evig Taushed. Det var
grueligt alene at høre derom, men Præsten sagde det
lige ud af sit Hjerte, og alle Folk i Kirken vare
ganske forfærdede. Men udenfor sang alle de smaa
Fugle saa fornøiede, og Solen skinnede saa varmt,
det var som om hver lille Blomst sagde: Gud er saa
mageløs god mod os Allesammen. Ja, derude var
det slet ikke som Præsten prædikede.
Om Aftenen ved Sengetid saae Præsten sin Kone
sidde stille og tankefuld.
„Hvad feiler Dig?“ sagde han til hende.
„Ja hvad jeg feiler,“ sagde hun, „jeg feiler, at
jeg ikke rigtig kan samle mine Tanker, at jeg ikke
rigtig kan saae det Du sagde til at gaae op, at der
var saa mange Ugudelige, og at de skulde brænde
evigt! evigt, ak hvor langt! — Jeg er kun et syndigt
Menneske, men jeg kunde ikke bære det over mit
Hjerte at lade selv den værste Synder brænde evig,
og hvorledes skulde da vor Herre kunne det, han
som er saa uendelig god, og som veed, hvorledes det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
