Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIX. Ved Siljan-Søen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Granskoven staaer grøn i den hvide Snee. Kulbrænderens
Ild skinner derinde; den raske Jæger fælder
Ulv og Bjørn, og paa Siljans Iisspeil glide
hundredviis Slæder hen over det dybe Vand; Riimfrosten
hænger i den Kjørendes Pels, i hans Hue og Skjæg.
See det ved Fuldmaanens Glands og ved Nordlysenes
røde og blaagrønne Flammer. Træd ind i Stuen
her, naar Ilden knittrer i Ovnen, og Familien sidder
i Kreds foran den. Her er hjemligt godt at være.
Spørg kun Dalfolket! ihvor de end komme i Verden,
og ihvor godt de endogsaa faae det, altid længes de
hjem til det fattige Bo. „thi“ — sige de — „vi leve
saa kjærligt derhjemme.“
Sundhed, Arbeidslyst og fornøiet Sind er Dalbondens
Rigdom; selv føler han sig fra gammel Tid
ædelfødt, han er „Husdrøtt“; til Kongen selv siger
han Du.
Da under Kong Carl Johan en af dennes
Sønnesønner kom op i Dalarne, traadte en gammel
Bonde hen til ham, trykkede hans Haand og bad:
„Vil Du ogsaa hilse din gamle Farfaer i
Stockholm!“
Dalfolket elsker Sang og Dands: „Nyckel-Harpen“
og „Bockhornet“, Sækkepiben og Violinen. Et Digter-Hjerte
sidder i dette Folk, og Digter-Hjertet elsker sin
Konge. Dalfolket bar længst den Vold og de Plager,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
