Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XX. Tro og Videnskab (Prædiken i Naturen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mennesket, der formaaer at opfatte og optage i sig
al Guds Skabning, da synes Harmonien i det Skabte
her at være brudt. Idet vi fødes ere vi Alle lige!
som Skabninger staae vi lige i: „intet at kunne fordre som
Ret.“ Hvor forskjelligt tildeler Gud os Evner! Enkelte faae
saa uendelig store, Andre saa ringe; i Hjem og Forhold
stiller Gud os ved Fødselen, og hvor uendeligt
mange af os tildeles ikke de haardeste Kampe; vi blive
der satte, der indførte; hvor Mange kunde ikke med
Ret sige: „det var mig bedre, om jeg aldrig var
født!“
Menneskelivet, det Høieste her paa Jorden, kom
altsaa ikke under Harmoniens Skjønheds Løve! det er
utænkeligt, det er en Uret, og kan saaledes ikke finde
Sted.
Livets Disharmoni ligger i, at vi kun see en
lille Deel af vor Tilværelse, nemlig den her paa Jorden;
der maa være et fortsat Liv, en Udødelighed.
Det prædiker Du for os, Du mindste Blomst,
som Alt hvad skabt er i Skjønhed og Harmoni. Hørte
vor Tilværelse op i Døden her, da var det Fuldkomneste
af Gud ikke fuldkomment, Gud ikke Retfærdighed
og Kjærlighed, som Alt i Naturen og Aabenbaringen
besegler det; og peger man os hen paa den hele
Menneskehed, som den, hvori Harmonien vil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
