Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI. I Skoven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Tanken [1], da Pesten drog gjennem Landene, og
forvandlede dyrkede Marker og Byer, hele Sogn til
Vildmark og Skov. Forladt og glemt, overvoxet med
Mos, Græs og Buske stode, i Aaringer, Kirker dybt i
Skoven, Ingen vidste om dem meer, indtil i et nyt
Aarhundred en Jæger forvildede sig hid, hans afskudte
Piil faldt tilbage fra den grønne Muur, hvis Mos
han løsnede, — og Kirken var fundet. Skovhuggeren
fældede Ved, hans Øxe slog mod den overgroede
Klippevæg, og den gav efter for Slaget; Fyrreplankerne
faldt, og en Kirke fra „Digerdøden“ var fundet
atter skinnede Solen klart gjennem Dør og
Vindues-Aabning ind paa Messingkronen og Alteret, hvor
Nadverkalken endnu stod. Gjøgen kom og satte sig
og kukkede: mange, mange Aar skal Du leve.
Skovensomhed, saadanne Billeder opruller Du
her for Tanken. Skovensomhed, gjennem dine
hvælvede Sale drager Folket med Qvæg og Huusgeraad,
nu ved Sommertid; Børn og Gamle drage til den
eensomme Græsgang, hvor Echoet boer, hvor
Folkesangen springer frem, som den vilde Bjergblomst.
Lifligt de synge:
Klang! sade bjälla
Långt bort i fjella ;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
