Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVII. Billeder i det Uendelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vi fore forbi lige i det at Øxen blinkede i Solen, og
det lille grønne Træ faldt.
I Skoven var hele Jorden overvoxet med Lilieconvaller,
der blomstrede og duftede, det var næsten
bedøvende. Solstraalerne faldt stærkt mellem nogle
høie Fyrretræer, netop ned paa en Ædderkops colossalt
udspændte Væv, hvori alle Traadene, der paa
langs og paa tværs med mathematisk Nøiagtighed
nærmede sig hverandre, glindsede som fine Prismer;
midt i sit svævende Slot sad, fed og fæl,
Ædderkoppen selv. Hexen i Skoven var det, skulde vi sætte
det i et Eventyr.
Vi kom til Vertshuset; der var uordentligt inde
og ude, Alt var paa urette Plads. I Stuen havde
Fluerne saaledes gjødet de hvidkalkede Vægge, at de
kunde gjælde for malede; Meublerne vare invalide og
med Støv, tykt nok til Overtræk. Landeveien udenfor
gik op i bare Mødding og over den løb Husets Datter,
ung og velskabt, hvid og rød og paa bare Been, men med
store Guldringe i Ørene; Guldet skinnede i Solen
mod de blomstrende røde Kinder; hendes hørgule
Haar havde løst sig og hang om den smukke Skulder.
Havde hun vidst sin egen Deilighed, saa havde hun
bestemt vadsket sig!
Vi gik hen af Veien, der laae et Huus, hvidtet
og venligt, ganske Modsætning til Gaarden. Døren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
