Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVIII. Dannemora
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sylespinkle Been til Tønden, der paa svære Bjælker
hænger i Jernkjæder ud fra den taarnhøie Brokant
ved Afgrunden. Den Reisende løftede ud øver Dybet
sin Fod, satte den paa Tønden, hvor en af Arbeiderne
modtog ham og holdt ved ham, o Kjæderne raslede,
Tridserne dreiede, Tønden sank langsomt svævende
gjennem Luften, men han følte Farten, følte den
gjennem Marv og Been, gjennem alle Nerver. I
Nakken, ned af Rygraden blæste ham hendes isnende
Aande, og Luften selv blev mere og mere kold, det
var som Klippevæggen voxte over hans Hoved, altid
høiere og høiere. Tønden gjorde en let Svingning,
han følte den som et Fald, et Fald i Søvne, dette
Puf i Blodet — men Farten blev ved; gik det
opad igjen eller nedad? Det var ikke at skjælne i
Fornemmelsen. Tønden berørte Jorden, eller rettere Sneen,
den smudsig-traadte, evige Snee, som ingen Solstraale
naaer ned til, ingen Sommervarme ovenfra
smelter. Der lød et Drøn inde fra den gabende
mørke Hule, en tyk Damp væltede ud i den friske
Luft. Dell Fremmede traadte ind i de sorte Huler,
det syntes at knage over ham — og Ilden brændte,
Sprængningerne tordnede, Vanddampene dryppede ned,
Hammerslagene lød — og atter steg han i Tønden,
der hævedes i Veiret. Med lukkede Øine sad han, men
Svimmelen aandede paa hans Hoved og paa hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
