Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVIII. Dannemora
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sol-Varmen aldrig tøer op, Kulden dernede og Hulerne
og Ilden og Arbeiderne o.s.v. o.s.v.
„Ja saaledes skulde man kunne tale om det!“
sagde han. „Det kan De, for De har seet det!“
„Ikke mere end De!“ sagde jeg. „Hen til Svælget
kom jeg, Dybden saae jeg, Sneen dernede, Røgen,
der væltede ud af Hullerne, men da jeg skulde skræve
ud i Tønden, — tak! Svimmelen kildrede mig med sit
sylelange Been, og saa blev jeg hvor jeg var. Farten
ned har jeg følt gjennem Rygrad og Fodsaaler, og
det saa godt som Nogen. Farten er det Piguante.
Jeg har været i Harzen inde under Rammelsberg,
rutschet ved Hallein gjennem Bjerget fra Toppen
ned til Saltkogeriet, vandret om i Roms og Malthas
Katakomber. Hvad seer man i de dybe Gange?
Mulm! Hvad føler man? Kulde og tryk, Længsel
efter Luft og Lys! — det er det Bedste, og det har
vi nu!“
„Men det er dog saa mærkeligt!“ sagde Manden,
og tog frem sin „Handbok för Resande i Sverige“,
hvoraf han læste: „Dannemora-Jerngruber ere de
ældste, største og rigeste i Sverrig, de bedste i Europa,
have ni og halvfjerdsindstyve Aabninger, sytten ere
kun under Arbeide; Maskingruben er tre og
halvsemsindstyve Favne!“
I det samme lød nede fra Dybet Kløkkerne; det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
