Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIX. Svinene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
„Forbi! forbi! — det Skjønne er forbi! Roserne
ere borte, Træernes Blade falde af! her er vaadt, her
er raat! Fuglene, som sang, tie stille, Svinene
gaae paa Olden, Svinene ere Herrer i Skoven!“
Det var kolde Nætter, det var graa Dage, men
Ravnen sad paa Grenen og sang alligevel. „bra’,
bra’!“ Ravn og Krage sad paa den høie Green; de
have stor Familie, og alle sagde de „bra’, bra’!“ og
Mængden har jo altid Ret.
Under de høie Træer i Huulveien var der stor
Sole, og her laae Svineflokken, Store og Smaa, de
fandt Stedet saa mageløst; „oui! oui!“ sagde de;
mere Fransk kunde de ikke, men det var jo altid noget.
De vare saa kloge og saa fede!
De Gamle laae stille, for de tænkte; de Unge
derimod vare saa vimse, de havde ingen Ro paa sig;
een lille Griis havde Krølle paa Halen, den Krølle
var Moderens Glæde, hun troede, at Alle saae paa
Krøllen og tænkte kun paa Krøllen, men det gjorde
de ikke, de tænkte paa sig selv og paa det Nyttige,
og paa hvad Skoven var til. Altid havde de hørt,
at den Olden, som de aad, voxte paa Roden af Træerne,
og altid havde de derfor rodet der, men nu kom en
lille Een, for det er altid de Unge der komme med det
Nye, han paastod, at Olden faldt ned fra Grenene,
han havde selv faaet een lige paa Hovedet, og det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
