Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IVAN HOE
9
Brystet og derfra løb ud i en Spids. Det var indhyllet i et
Skarlagens-klæde, saa at man ikke kunde se Devisen.
Disse to Riddersvende efterfulgtes af to Tjenere, hvis mørke
Ansigter, hvide Turbaner og Klæder af østerlandsk Snit viste, at de var
Indfødte fra et eller andet fjernt Land i Orienten. Denne Kriger og hans
Følge havde i det hele noget vildt og fremmed i deres Udseende; hans
Svendes Dragt var pragtfuld, og hans østerlandske Tjenere bar
Sølv-halsbaand om Halsen og Armbaand af samme Metal om deres sortladne
Arme og Ben, af hvilke de første var nøgne fra Albuen og de sidste fra
midt paa Benet til Anklen. Silke og Baldyring fandtes i rigeligt Maal
paa deres Dragter og vidnede om deres Herres Rigdom og Fornemhed,
medens de samtidig dannede en slaaende Modsætning til hans egen
Dragts krigerske Simpelhed. De var bevæbnede med Krumsabler, hvis
Hjalter og Gehæng var indlagte med Guld, og som til Pendanter paa den
anden Side havde tyrkiske Daggerter af endnu kosteligere Arbejde.
Hver af dem havde ved sin Sadelbue et Knippe Kastepile eller
Kastespyd, omtrent fire Fod lange og forsynede med skarpe Staalspidser —
et Vaaben, der brugtes mellem de vantro Saracenere.
Disse Tjeneres Heste var ligesaa fremmede at se til som deres
Ryttere; de var af arabisk Race.
Denne Ryttertrops ejendommelige Udseende vakte ikke blot
Wam-bas, men endog hans mindre let bevægelige Kammerats Nysgerrighed.
Han genkendte øjeblikkelig i Munken Prioren fra Abbediet i Jorvaulx,
vel kendt i mange Miles Omkres som Elsker af Jagten, af et godt
Gæstebud og, hvis Rygtet ikke gjorde ham Uret, af verdslige Glæder, der
endnu mindre lod sig forene med hans Klosterløfte.
Men saa slappe var den Tids Begreber med Hensyn til
Gejstlighedens Færd, baade Ordensgejstligheden og den ikke ved noget
Ordens-løfte bundne Gejstlighed, at Prior Aymer desuagtet bevarede et godt
Navn i Omegnen af sit Abbedi. Hans muntre, joviale Temperament og
den Redebonhed, hvormed han tilstod Absolution for alle almindelige
Forseelser, gjorde ham meget yndet hos baade den højere og den lavere
Adel, af hvilken sidste flere Familier var beslægtede med ham, da han
selv var af fornem normannisk Byrd. Navnlig var Damerne ikke
tilbøjelige til at tage det saa nøje med Moralen hos en Mand, der var en
erklæret Beundrer af deres Køn, og som besad mange Midler til at
fordrive den Kedsomhed, der let sneg sig ind i en gammel Lensborgs
Haller og Fruerbure. Prioren deltog med mere end ganske tilbørlig
Iver i Jagtens Adspredelser og havde Ord for at besidde de bedst
dresserede Falke og de letteste Mynder i North Reding — Omstændigheder,
der højlig anbefalede ham til de unge Adelsmænd. Overfor de Gamle
havde han en anden Rolle at spille, og naar det gjordes behov, kunde
han udføre den med megen Anstand. Hans Bogkundskab var vel
overfladisk, men dog tilstrækkelig stor til, at den kunde give de uvidende
Herrer Ærbødighed for hans formentlige Lærdom, og hans værdige
Sprog og Holdning, samt den høje Tone, hvori han gjorde Kirkens og
Præsteskabets Myndighed gældende, indgav dem en ikke mindre høj
Walter Scott: Ivanhoe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
