Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
36
WALTEK SCOTT
ingen, der stammede fra noget andet Land, mægtede at indlade sig i den
ædle Bægerkamp med de haardføre, hovedstærke Angelsachsere; et Par
Ord sagde han ogsaa, om end kun flygtig, om sit eget hellige Kald, og
han endte med at holde fast ved sit Forslag om at gaa til Bo.
Afskedsbægeret blev derfor baaret rundt, og efter at have bøjet sig
dybt for Værten og for Lady Bowena rejste Gæsterne sig og blandede
sig mellem hverandre i Hallen, medens Familiens to Overhoveder ad
forskellige Døre trak sig tilbage med deres Tjenerskab.
»Vantro Hund,« sagde Tempelherren til Jøden Isak, da han kom
forbi ham i Trængselen, »agter du dig til Turneringen?«
»Ja, det er saa min Agt,« svarede Isak ydmygt bukkende, »med eders
Tilladelse, ærværdige og tapre Bidder.«
»Ja vel,« sagde Ridderen, »for at flaa vore Adelsmænd med Aager
og bedrage Kvinder og Børn med Tant og Legetøj — jeg vædder paa,
du har Penge i Mængde i din jødiske Taske.«
»Ikke en Schekel, ikke en Sølvpenning, ikke en halv — saa sandt
hjælpe mig Abrahams Gud!« sagde Jøden og knugede sine Mænder
sammen, »jeg drager kun hen for at søge Hjælp hos nogle Brødre af
min Stamme til at betale den Skat, som Jøde-Skatmesteren har paalagt
mig — Fader Jakob staa mig bi! Jeg er en fattig Stakkel — selv den
Kappe, jeg bærer, er laant af Buben af Tadcaster.«
Tempelherren smilede bedsk, da han svarede: »Gid du faa en Ulykke,
du falske Løgnhals!« og" idet han derpaa gik bort, som om han
forsmaaede at tale videre med ham, sagde han nogle Ord til sine
muhamedanske Slaver i et Sprog, som ikke forstodes af de hosstaaende. Den
stakkels Israelit syntes saa fortumlet ved den krigerske Munks Tiltale,
at Tempelherren var kommen helt hen i den anden Ende af Hallen,
inden han løftede sit Hoved fra den ydmyge Stilling, han havde indtaget,
saa meget, at han blev hans Bortgang va’r. Og da han saa sig om, var
det med en saa forbavset Mine som den, en Mand har, ved hvis Fødder
en Lynstraale lige er slaaet ned, og som endnu hører Tordenbraget lvde
i sine Øren.
Tempelherren og Prioren blev kort efter ført til deres
Sovegemakker af Hushovmesteren og Mundskænken, hver især ledsaget af tvende
Kertebærere og tvende Tjenere, der bar Forfriskninger, medens Tjenere
af lavere Bang anviste deres Følge og de andre Gæster deres respektive
Hvilesteder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
