Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ottonde Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 VAN H OE
61
erne mumlede indbyrdes, thi blandt Udfordrerne var Malvoisin og
Front-de-Boeuf ikke afholdte.
Men ingen tog saa levende Del i den almindelige Misfornøjelse som
Cedric den Angelsachser, der i enhver af de normanniske Udfordrere
vunden Fordel saa en gentagen Triumf over Englands Hæder. Hans
egen Opdragelse havde ikke givet ham nogen Færdighed i ridderlige
Idrætter. Han saa forskende paa Athelstane, der havde lært
Tidsalderens Færdigheder, som om han ønskede, at han skulde gore et
personligt Forsøg paa at genvinde den Sejr, der var kommen i Hænderne paa
Tempelherren og hans Kampfæller.
»Jeg vil bryde en Lanse i Morgen,« svarede Athelstane, »det er ikke
Umagen værdt at trække i Rustningen i Dag.«
Pavsen i Turneringen afbrødes endnu ikke undtagen af Herolderne,
der raabte: »Damers Kærlighed, Brydning af Lanser! træd frem, tapre
Riddere, skønne Øjne skue eders Daad!«
Ogsaa Udfordrernes Musik lød af og til vildt, triumferende og
trodsigt. medens Bønderne knurrede over, at Festdagen syntes at skulle gaa
unyttet hen, og gamle Riddere og Adelsmænd hviskende beklagede den
krigerske Aands Forfald, talte om Triumferne i deres yngre Dage, men
var enige om, at Landet nu ikke frembragte Damer med saa glimrende
Skønhed som dem, der havde oplivet Turneringerne i gamle Dage.
Prins Johan begyndte at tale med sit Følge om at træffe Forberedelser
til Gæstebudet og om Nødvendigheden af at tilkende Brian de
Bois-Guil-bert, der med en eneste Lanse havde kastet to Riddere af Sadlen og
afvæbnet en tredje, Dagens Pris.
Endelig, da Udfordrernes Musikanter sluttede en af de høje,
langtrukne Fanfarer, hvormed de havde afbrudt Stilheden paa Kamppladsen,
besvaredes de af en enkelt Trompet, der fra den nordlige Ende lod en
udfordrende Tone høre. Alle Øjne vendte sig for at se den nye Ridder,
som denne Tone bebudede, og aldrig saa snart var Bommene aabnede,
førend han red ind paa Kamppladsen. Saa vidt man kunde dømme om
en Mand, der var klædt i Panser og Plade, var den nye Lykkeridder
ikke synderlig over Middelhøjde og syntes snarere at være spinkel end
kraftig bygget. Hans Rustning var af Staal, rigt indlagt med Guld, og
Devisen paa hans Skjold var et ungt Egetræ, oprykket med Rode, og
det spanske Ord Desdichado, hvilket betyder Arveløs. Han red paa en
prægtig sort Hest, og da han red hen over Kamppladsen, hilste han
med Anstand paa Prinsen og Damerne ved at sænke sin Lanse. Den
Færdighed, hvormed han tumlede sin Ganger, og en vis ungdommelig
Ynde, som han lagde for Dagen i sin Holdning, vandt ham Mængdens
Yndest, som nogle Personer af de lavere Klasser tilkendegav ved at
raabe: »Rør ved Ralph de Yipont’s Skjold — rør ved
Hospitalsridde-rens Skjold; han sidder mindst sikkert i Sadlen, ham kan I faa for
billigst Køb.«
Under disse velmente Vink fortsatte Ridderen sit Ridt og nærmede
sig til Terrassen ad den opadskraanende Vej, som førte til den fra den
indhegnede Kampplads. Til alle de tilstedeværendes Forbavselse red
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
