- Project Runeberg -  Ivanhoe : historisk roman /
67

(1899) [MARC] Author: Walter Scott Translator: Peter Vilhelm Grove
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niende Kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

1 VAN H OE

67

»Her truer ingen Fare,« sagde Valdemar Fitzurse; »kender I saa
lidet Eders Faders Sons vældige Lemmer, at I kan tro, at de kan
rummes i den Rustning der? Se nærmere paa ham,« vedblev han; »Eders
Hojhed vil se, at der fattes ham tre Tommer i Kong Richards Højde og
dobbelt saa meget i hans Skulderbredde. Selve den Hest, han sidder
paa, havde ikke kunnet bære Kong Richards store Vægt i et eneste
Lob.«

Medens han endnu talte, førte Marchallerne den arveløse Ridder
frem til Foden af en Trætrappe, som dannede Opgangen fra
Kamppladsen til Prins Johans Tro’ne. Endnu var Prinsen saa betagen af den
Tanke, at hans Broder, imod hvem han havde øvet saa stor Uret, og
til hvem han stod i saa stor Gæld, pludselig var kommen tilbage til sit
Rige, at ikke engang de Forskelligheder, som Fitzurse havde paapeget,
ganske mægtede at dæmpe Prinsens Ængstelse, og medens han med en
kort og forlegen Lovtale over hans Tapperhed lod ham overlevere den
Stridshingst, der var udsat som Pris, rystede han for, at der fra det
lukkede Visir paa den panserklædte Skikkelse, som stod for ham, skulde
komme et Svar med Richard Løvehjertes dybe og ærefrygtindgydende
Stemme.

Men den arveløse Ridder mælede ikke et Ord som Svar paa
Prinsens Ros, for hvilken han kun takkede med et dybt Buk.

Hesten førtes ind paa Kamppladsen af to rigt klædte Svende, og
selve Dyret var fuldt forsynet med det prægtigste Krigsudstyr, der dog
næppe forhøjede det ædle Dyrs Værd i Kenderes Øjne. Idet den
arveløse Ridder lagde sin ene Haand paa Sadelknappen, svang han sig straks
op paa Hestens Ryg uden at bruge Stigbøjlen, og svingende sin Lanse
højt i Luften red han Kamppladsen to Gange rundt og lod med fuldendt
Ridekunst Dyret vise sin Gang og sine gode Egenskaber.

Medens man ellers let kunde have troet, at denne Stillen til Skue
skrev sig fra tom Forfængelighed, erkendtes det ved nærværende
Lejlighed, at det sømmede sig vel for ham at lade den fyrstelige Gave,
hvormed han var bleven hædret, vise sig fra en saa fordelagtig Side som
muligt, og Ridderen hilsedes atter med alle Tilstedeværendes
Bifalds-raab.

Imidlertid havde den vimse Prior af Jorvaulx hviskende mindet
Prins Johan om, at Sejrherren nu maatte vise sin gode Smag i Stedet
for sin Tapperhed ved mellem de Skønheder, der prydede Gallerierne,
at kaare den Dame, der skulde indtage den for Skønhedens og
Kærlighedens Dronning rejste Trone og næste Dag overrække Turneringens
Pris. Prinsen gav derfor et Vink med sin Stav, da Ridderen kom forbi
ham paa sit andet Ridt rundt om Kamppladsen. Ridderen vendte sig
nu imod Tronen, og idet han sænkede sin Lanse, indtil Spidsen var en
Fod fra Jorden, blev han holdende ubevægelig, som om han ventede
paa Prins Johans Befalinger, medens alle beundrede den Færdighed,
hvormed han øjeblikkelig bragte sin fyrige Ganger, der var i den
raskeste Bevægelse, og i hvis Aarer Blodet rullede stærkt, til at staa stille som
en Statue.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:05:28 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ivanhoen/0077.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free