Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tiende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tiende Kapitel.
Aldrig saa snart var den arveløse Ridder kommen ind i sit Telt,
førend Væbnere og Pager i Mængde tilbød ham at spænde hans tunge
Harnisk af, bringe ham bekvemme Klæder og skaffe ham et
forfriskende Bad. Deres Iver ved denne Lejlighed skærpedes maaske af
Nysgerrighed, efterdi alle ønskede at vide, hvem den Ridder var, som havde
vundet saa mange Lavrbær, men dog, selv paa Prins Johans Bud, havde
vægret sig ved at slaa sit Visir op eller nævne sit Navn. Men deres
tjenstvillige Nysgerrighed blev ikke tilfredsstillet. Den arveløse Bidder afslog
al anden Bistand end af hans egen Vaabendrager — en Mand med et
bondeagtigt Udseende, der, svøbt i en Kappe af mørk Filt og med Hoved
og Ansigt halvt skjulte i en normannisk Hue af sort Pelsværk, syntes
lige saa meget som sin Herre at lægge Vind paa at være ukendt. Da alle
andre havde rømmet Teltet, tog denne Svend de tungere Dele af
Rustningen af sin Herre og satte frem for ham Mad og Vin, som efter Dagens
Anstrengelser var meget kærkomne.
Næppe havde Ridderen i Hast endt sit Maaltid, førend hans Svend
meldte ham, at fem Mænd, der hver især førte en fuldt opsadlet Hest,
ønskede at tale med ham. Den arveløse Ridder havde ombyttet sin
Rustning med den lange Kjortel, som Mænd i hans Stilling plejede at bære,
og som, da den var forsynet med en Hætte, skjulte Ansigtet, naar den,
der bar den, ønskede det, næsten lige saa fuldstændig som selve
Hjelmens Visir; men Mørket, der nu faldt stærkt paa, vilde i og for sig have
gjort en Forklædning unødvendig undtagen overfor Personer, der havde
et ganske særligt Kendskab til den paagældende Mands Ansigt.
Den arveløse Ridder traadte derfor dristig frem foran sit Telt og
fandt udenfor det de udfordrende Ridderes Væbnere, hvem han lettelig
kendte paa deres rødbrune og sorte Dragter, og som hver især førte sin
Herres Stridshest med den Rustning, hvori han den forløbne Dag havde
kæmpet.
»Efter Ridderskabets Love«, sagde den forreste af disse Mænd,
»tilbyder jeg eder, der for Øjeblikket kalder eder den arveløse Ridder, den
Hest og den Rustning, som brugtes af Brian de Bois-Guilbert i denne
Ivanhoe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
