Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ellevte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84
WALTER SCOTT
»Du kan gaa din Vej, min Ven,« sagde Høvidsmanden til Gurth som
Bekræftelse paa den af hans Folk udtalte Kendelse, »og jeg skal lade to
af mine Kammerater føre dig ad den bedste Vej til din Herres Telt og
beskytte dig imod Nattevandrere, der mulig kunde have en mindre øm
Samvittighed end vi; thi i en Nat som denne er der mange af dem ude
at spasere. Tag dig imidlertid i Agt,« tilføjede han alvorlig; »husk paa,
du har vægret dig ved at sige dit Navn — spørg ikke efter vort, og
forsøg ikke at opdage, hvem eller hvad vi er; thi gør du et saadant Forsøg,
vil der times dig en værre Skæbne end den, du nu har haft.«
Gurth takkede Høvidsmanden for hans Venlighed og lovede at
efterkomme hans Paalæg. To af Boverne tog deres Pigstave, bad Gurth
følge tæt i Hælene paa dem og gik med ham ad en Sti, der førte gennem
Krattet og over det ujævne Terræn, som stødte op til det. Lige ved
Udkanten af Krattet tiltalte to Mænd hans Ledsagere, og efter at have faaet
et hviskende Svar trak de sig tilbage i Skoven og lod dem gaa forbi
uden at forulæmpe dem. Denne Omstændighed viste Gurth, baade at
Banden var talrig, og at den holdt formelig Vagt omkring sit Mødested.
Da de kom ud paa den aabne Hede, hvor det kunde være faldet
Gurth lidt vanskeligt at finde Vej, førte Boverne ham lige hen til Toppen
af en lille Bakke, hvorfra han under sig i Maanelyset kunde se
Palis-saderne om Kamppladsen, de skinnende Telte, der var opslaaede ved
hver Ende af den, samt de Vimpler, der prydede dem og flagrede i
Maanens Straaler, ligesom han ogsaa derfra kunde høre den sagte Nynnen
af den Sang, hvormed Vagterne forslog Nattevagten.
Her standsede Røverne.
»Vi følger ikke længere med dig,« sagde de; »det vilde ikke være
raadeligt, om vi gjorde det. Husk paa den Advarsel, du har modtaget;
hold hemmeligt, hvad der i denne Nat er vederfaret dig, og du skal ikke
faa Grund til at fortryde det.«
»Godnat, I gode Herrer,« sagde Gurth; »jeg skal mindes eders Bud,
og jeg haaber ikke, I vil tage mig det fornærmeligt op, naar jeg ønsker
eder en sikrere og hæderligere Haandtering.«
Saaledes skiltes de, og Røverne vendte tilbage i den Retning, hvorfra
de var komne, medens Gurth fortsatte Vejen til sin Herres Telt. Trods
det Paalæg, han havde faaet, meddelte han ham hele Aftenens Æventyr.
Den arveløse Ridder var yderst forbavset, ikke mindre over Rebekkas
Høj modighed, som han imidlertid besluttede ikke at benytte sig af, end
over den samme Egenskab hos Røverne, for hvis Haandværk den ellers
syntes at være ganske fremmed. Hans Betragtninger over disse
ejendommelige Forhold afbrødes imidlertid snart derved, at han indsaa
Nødvendigheden af at søge Hvile, hvilket baade den forløbne Dags
Anstrengelser og Ønskeligheden af at samle Kræfter til næste Dags Dyst
gjorde uundgaaelig fornødent.
Bidderen lagde sig derfor til Hvile paa en blød Løjbænk, hvormed
Teltet var forsynet, medens den tro Gurth strakte sine haardføre
Lemmer paa et Bjørneskind, der dannede et Slags Tæppe i Teltet, og lagde
sig tvers for Indgangen til dette, saa at ingen kunde komme derind uden
at vække ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
