Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Trettende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IVANHOE
99
»men min Farfader forte en god Bue ved Hastings, og jeg haaber
forvist, at jeg ikke skal gore hans Minde Skam.«
»Den første Skive blev nu tagen bort, og en ny af samme Størrelse
blev sat i dens Sted. Hubert, der som Sejrherre i den første
Færdig-hedsprøve havde Bet til at skyde først, tog meget omhyggelig Sigte og
maalte længe Afstanden med Øjet, medens han holdt i Haanden sin
spændte Bue med Pilen anbragt paa Strengen. Endelig gjorde han et
Skridt fremad, og idet han med sin fuldt udstrakte venstre Arm loftede
Buen, indtil Midten af den og det Sted, han holdt paa, befandt sig
omtrent i lige Linje med hans Ansigt, trak han Buestrengen op til Øret.
Pilen hvinede gennem Luften og ramte indenfor den indre Kreds i
Skiven, men ikke lige i Centrum.
»I har ikke taget nok Hensyn til Vinden, Hubert,« sagde hans
Modstander og spændte Buen, »ellers vilde det have været et bedre Skud.«
Med disse Ord traadte Locksley uden at vise mindste Iver for at faa
Sigtet rigtig godt hen til den bestemte Plads og afskød sin Pil
tilsyneladende saa ligegyldig, som om han ikke engang havde set paa Skiven.
Han talte næsten i samme Øjeblik, som Pilen fløj fra Buestrengen, men
dog ramte den i Skiven to Tommer nærmere end Huberts ved den hvide
Plet, der betegnede Centrum.
»Ved Himlens Lys!« sagde Prins Johan til Hubert, »om du lader
den opsætsige Træl overvinde dig, saa fortjener du at blive klynget op.«
Hubert havde kun ét Svar paa rede Haand ved alle Lejligheder.
»Om ogsaa eders Højhed vilde lade mig hænge,« sagde han, »kan en
Mand ikke gøre mere end sit bedste. Ikke desto mindre, min Farfader
førte en god Bue —«
»Fanden annamme din Farfader og al hans Slægt!« afbrød Johan
ham; »skyd, Træl, og skyd det bedste, du kan, eller det skal gaa dig
ilde.«
Efter at have faaet denne Opmuntring stillede Hubert sig igen paa
sin Plads, og med tilbørligt Hensyn til den Advarsel, hans Modstander
havde givet ham, tog han en ganske let Vind, der nys havde rejst sig,
med i Beregningen og skød saa heldig, at hans Pil ramte lige i Centrum
paa Skiven.
»Det var ret, Hubert! det var ret, Hubert!« raabte Mængden, der
interesserede sig mere for en bekendt Person end for en fremmed.
»Lige i Prikken! — lige i Prikken! — Hurra for Hubert!«
»Det Skud kan du ikke gøre bedre, Locksley,« sagde Prinsen med
et haanligt Smil.
»Jeg vil imidlertid mærke hans Pil for ham,« svarede Locksley.
Dermed afskød han sin Pil med lidt større Omhu end før, og den
traf lige paa hans Medbejlers, som den splintrede. De Folk, der stod
rundtom, var saa forbavsede over hans vidunderlige Færdighed, at de
ikke engang kunde give deres Overraskelse Luft i deres sædvanlige
Baab. »Det maa være den skinbarlige Satan og ikke noget Menneske
af Kød og Blod,« hviskede Bønderne til hinanden; »saadan Bueskyd-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
