Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sekstende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112
WALTER SCOTT
Det Sted, hvor den rejsende befandt sig, syntes ikke gunstigt til at
faa enten Husly eller Vederkvægelse, og det var rimeligt, at han vilde
nødes til at ty til de omvandrende Ridderes sædvanlige Udvej. Ved slige
Lejligheder lod de deres Heste græsse og lagde sig ned med et Egetræ
som Hovedpude for at tænke paa deres Hjertes Udkaarne. Men den
sorte Ridder havde enten ingen Elsket at tænke paa eller var ligesaa
koldsindig i Kærlighed, som han syntes at være i Kamp. Han var
derfor misfornøjet, da han saa sig om og opdagede, at han var langt inde
i en Skov, i hvilken der vel var mange aabne Lysninger af nogle Veje,
men kun saadanne, der syntes dannede af de talrige Kvæghjorder, som
græssede i Skoven, eller af Vildtet og Jægerne, som jagede det.
Solen, efter hvilken Ridderen fortrinsvis havde rettet sit Ridt, var
nu sunken ned bag Derbyshires Høje tilvenstre, og alle Forsøg, han
vilde gøre paa at fortsætte sin Rejse, kunde ligesaa gerne føre ham hort
fra hans Vej som længere frem paa den. Efter forgæves at have
bestræbt sig for at vælge den mest befærdede Vej i det Haab, at den mulig
vilde føre til en eller anden Hyrdes Hytte eller til en Skovfogeds Bolig,
og efter gentagne Gange at have fundet sig ganske ude af Stand til at
træffe et Valg, besluttede Ridderen at betro sig til sin Gangers Kløgt;
thi tidligere Erfaringer havde lært ham, hvilken vidunderlig Gave disse
Dyr har til at redde baade sig selv og deres Byttere ud af slige
Forlegenheder.
Den gode Ganger, der var dygtig træt af den lange Dagsrejse under
en panserklædt Rytter, havde ikke saa snart af de slappe Tøjler
fornummet, at det var overladt fil den selv at gaa, hvor den vilde, førend
den syntes at faa nye Kræfter og nyt Mod; og medens den tidligere
næppe havde vist, at den mærkede Sporen, paa anden Maade end ved
en klagende Pusten, spidsede den nu Øren, som om den var stolt over
den Tillid, der vistes den, og den satte sig af egen Drift i en raskere
Bevægelse. Den Vej, Dyret slog ind paa, bøjede af fra den Retning,
Ridderen havde fulgt i Dagens Løb, men da Hesten syntes sikker i sin
Sag, overlod Rytteren alt til dens Forgodtbefindende.
Resultatet retfærdiggjorde denne Tillid, thi Stien blev snart lidt
bredere og mere betraadt, og Klangen fra en lille Klokke gav Ridderen at
forstaa, at han var i Nærheden af et Kapel eller en Eremitbolig.
Han naaede snart en aaben, græsklædt Plads, paa den modsatte
Side af hvilken en Klippe, der hævede sig bråt fra en jevnt skraanende
Slette, vendte sin graa, vejrslagne Forside ud imod den rejsende.
Vedbend dækkede den paa nogle Steder, medens paa andre Steder smaa
Ege og Kristtornbuske, hvis Rødder fandt Næring i Klipperifterne,
viftede over Afgrunden nedenunder som Krigerens Fjerbusk over hans
Staalhjælm og føjede noget mildt og yndefuldt til et Landskab, der
ellers i sine Hovedtræk havde noget vildt ved sig. Ved Foden af
Klippen, ligesom lænet op til den, var der opført en simpel Hytte,
fortrinsvis bygget af Træstammer, som var fældede i den omliggende Skov, og
skærmet imod Vejret derved, at Sprækkerne var udfyldte med Mos,
blandet med Ler. Stammen af et ungt Fyrretræ, af hvilket Grenene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
