Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sekstende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114
WALTER SCOTT
eder, ærværdige Fader, saa sandt I er en Kristen, at aabne eders Dør
og i alt Fald vise mig Vejen«.
»Og jeg beder eder, gode kristne Broder,« svarede Eneboeren, »ikke
at forstyrre mig længere. I har allerede afbrudt mig i et pater
(Fadervor), to ave (Ave Maria) og et credo (Trosbekendelsen), som jeg,
elendige Synder som jeg er, efter mit Løfte skulde have sagt, førend Maanen
stod op.«
»Vejen — Vejen!« raabte Ridderen; »giv mig Oplysning om Vejen,
i Fald jeg ikke kan vente mere af dig.«
»Vejen«, svarede Eremiten, »er let at finde. Vejen fra Skoven fører
til et Morads og derfra til et Vadested, som man maaske nok kan
komme over, siden Begnen har lagt sig. Naar du er kommen over
Vadestedet, maa du passe paa at komme vel op ad den venstre Bred,
for den er noget stejl, og den Sti, der fører op fra Floden, skal, efter
hvad jeg hører (thi jeg forlader kun sjeldent Tjenesten i mit Kapel),
i den sidste Tid være skreden ud paa flere Steder. Saa maa du følge
den lige Vej —«
»En Sti, der er skreden ud — en stejl Skrænt — et Vadested og et
Morads!« afbrød Ridderen ham. »Hr. Eremit, om I saa var den
helligste Mand, der nogensinde har baaret Skæg og Rosenkrans, skal I
dog ikke faa mig til at følge denne Vej i Nat. Jeg vil lade dig vide, at du,
der lever af Egnens milde Gaver — daarlig fortjente, som de vistnok
er — ikke har nogen Ret til at nægte den Vejfarende Nattely, naar
han er stedt i Nød. Enten lukker du i en Fart Døren op, eller, ved
min Salighed, jeg slaar den ind og skaffer mig selv Adgang«.
»Vejfarende Ven,« svarede Eremiten, »vær ikke paatrængende;
om du tvinger mig til at bruge kødelige Vaaben for at værge mig, vil
det gaa dig ilde«.
I dette Øjeblik blev en fjern Gøen og Knurren, som den Rejsende i
nogen Tid havde hørt, overmaade høj og heftig og vakte den
Formodning hos Ridderen, at Eremiten, hvem Truselen om at bane sig
Adgang med Vold havde gjort ængstelig, havde kaldt de Hunde, fra hvem
denne Larm hidrørte, til Hjælp fra et eller andet indre Rum, i hvilket
de havde ligget. Opbragt over denne Foranstaltning af Eremiten til at
iværksætte sin ugæstfri Hensigt, sparkede Ridderen saa rasende til
Døren, at baade Stolper og Hængsler rystede derved.
Eneboeren, der ikke skøttede om at udsætte Døren for en ny
lignende Rystelse, raabte nu højt: »Ilav Taalmodighed, hav
Taahnodig-hed — spar dine Kræfter, gode Rejsende, saa skal jeg straks lukke
Døren op, skønt det rimeligvis kun vil volde dig ringe Glæde.«
Døren blev altsaa lukket op, og Eremiten, en høj, kraftig bygget
Mand, med en Kutte og Hætte af Sækkelærred, ombunden med et
Sivtov, stod foran Ridderen. Han havde i den ene Haand en brændende
Kerte og i den anden en Stav af Skovæbletræ, saa tyk og svær, at den
med god Føje kunde kaldes en Knippel. To store, laadne Hunde, halvt
Mynde, halvt Bulbider, stod parate til at fare løs paa den Rejsende,
saasnart Døren aabnedes. Men da Lyset fra Kerten faldt paa den udenfor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
