Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Attende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ivanhoe
129
er ung og smuk, deres Ven syg og i Livsfare. Skont de er Jøder, kan
vi ikke som kristne forlade dem i denne Vaande. Lad dem læsse to af
Pakæslerne af og lægge deres Byrder bag to af de Livegne. Muldyrene
kan bære Bærestolen, og vi har Haandheste til den gamle Mand og
hans Datter.«
Cedric gik villig ind paa, hvad hun foreslog, og Athelstane
tilføjede kun den Betingelse, at de skulde holde sig ude i Bagtroppen,
hvor Wamba, sagde han, kunde beskytte dem med sit
Flæskeskinke-Skjold.
Jeg har ladet mit Skjold blive paa Turnérpladsen,« svarede
Narren, »som det er hændet mangen en bedre Ridder end mig.«
Athelstane rødmede dybt, thi det var hændt ham selv paa den sidste
Dag af Turneringen, medens Rowena, hvem Narrens Spydighed ret
fornøjede, ligesom for at give Rebekka Oprejsning for sin ufølsomme
Bejlers raa Spøg bad hende om at ride ved Siden af hende.
»Det er ikke passende, at jeg gør det,« svarede Rebekka med stolt
Ydmyghed, »thi mit Selskab kunde let holdes for en Skam for min
Be-skytterinde.«
Ved denne Tid var Omlæsningen af Bagagen fuldført, thi det ene
Ord »fredløse« bragte Fart i alle, og Tusmørkets Nærmelse gjorde, at
Klangen af det havde endnu stærkere Virkning. Under Travlheden blev
Gurth tagen af Hesten, og medens dette foregik, fik han Narren til at
løse det Reb, hvormed Armene var bundne. Det blev, maaske med
Forsæt, bundet saa løst igen af Wamba, at Gurth ikke havde nogen
Van-skelidhed ved helt at befri sine Arme, hvorpaa han sneg sig ind i
Skovtykningen og undveg fra Selskabet.
Tummelen og Forvirringen havde været meget stor, og det varede
nogen Tid, inden Gurth blev savnet; thi da han for Resten af Rejsen
skulde anbringes bagved en af Tjenerne, antog hver især af dem, at en
anden af hans Kammerater havde ham under sin Bevogtning, og da det
begyndte at hviskes blandt dem, at Gurth virkelig var forsvunden,
ventede man hvert Øjeblik et Angreb af de fredløse, hvorfor det ikke
ansaas for hensigtsmæssigt at skænke denne Omstændighed synderlig
Opmærksomhed.
Den Vej, ad hvilken Selskabet drog frem, var nu saa smal, at mere
end to Byttere ikke nogenlunde bekvemt kunde ride ved Siden af
hinanden paa den, og den begyndte at skraane ned efter til en snever Dal,
gennem hvilken der løb en Bæk, hvis Bredder var ufarbare, sumpede
og bevoksede med Dværgpile. Cedric og Athelstane, der red foran deres
Følge, indsaa, hvor farligt det vilde være at blive angrebne i dette Pas;
men da ingen af dem havde havt synderlig Øvelse i Krigen, kunde de
ikke tænke sig nogen bedre Maade til at afværge Faren end at ile
gennem Hulvejen saa hurtig som mulig. De red derfor frem uden synderlig
Orden og var lige komne over Bækken med en Del af deres Følgesvende,
da de samtidig blev angrebne forfra, fra Siden og bagfra med en saadan
Heftighed, at det var dem umuligt i den forvirrede og slet forberedte
Tilstand, hvori de befandt sig, at gøre nogen virksom Modstand. Fra
Walter Scott: Ivanhoe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
