Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nittende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134
walter scott
sig saa — hørt blot paa den gale Aftensang, de synger inde i
Eremitboligen.«
Eneboeren og lians Gæst sang virkelig i dette Øjeblik med deres
stærke Lungers fulde Kraft en gammel Drikkevise, hvis Omkvæd lød
saaledes:
»Hej, ræk mig det brune Krus!
Lystige Svend, lystige Svend!
Ræk mig det brune Krus,
Drik selv, din solle Pjalt,
Ræk mig det brune Krus!«
»Det er ikke daarlig kvædet,« sagde Wamba, der selv havde
stemmet i med for at hjælpe paa Koret. »Men hvem i alle Helgenes Navn
skulde have ventet at høre slig lystig Sang tone fra en Eremitbolig ved
Midnatstid?«
»Saa Marri, det skulde jeg,« sagde Gurth, »for den lystige Klærk i
Copmanhurst er vidt kendt og skyder Halvparten af de Dyr, der stjæles
i denne Skov. Folk sige, at Skovfogden har klaget over ham, og at
Kutte og Hætte vil blive trukne af ham, om han ikke bliver bedre.«
Medens de talte saaledes, havde Lockley’s stærke og gentagne
Ranken endelig vakt Opmærksomhed hos Eremiten og hans Gæst. »Ved
min Rosenkrans,« sagde Eremiten, idet han bråt standsede i en
storartet Rulade, »der kommer flere Gæster, som er blevne overraskede af
Natten. For min Kuttes Skyld vil jeg ikke have, at de skal finde os ved
disse Andagtsøvelser. Alle Mennesker har deres Fjender, gode Ridder
Drivert; og der kunde være Folk, der var saa ondskabsfulde, at de
vilde udlægge den gæstfri Vederkvægelse, jeg har givet eder, en mødig
rejsende, i *.re korte Timer, som pure Drukkenskab og Fraadseri,
Laster, der er lige fremmede for mit Kald og for min Tilbøjelighed.«
»Lumpne Bagtalere!« svarede Ridderen; »jeg vilde ønske, at jeg
kunde komme til at tugte dem. Men sandt er det ikke desto mindre,
hellige Klærk, at alle har deres Fjender, og der gives Folk her i
Landet, hvem jeg hellere vilde tale med gennem Visiret paa min Hjelm end
med blottet Ansigt.«
»Saa tag din Jcrnpotte paa Hovedet, min dvaske Ven, saa hurtig,
som din Natur tillader det,« sagde Eremiten, »medens jeg sætter disse
Tinkrus hort, hvis fordums Indhold løber underlig rundt i mit Hoved;
og for at man ikke skal høre Støjen — thi sandt at sige, mærker jeg,
at jeg er noget usikker paa Benene — saa stem i den Melodi, som du
hører mig synge; det er lige meget med Ordene — jeg kan dem
kna]) selv.«
Med disse Ord istemmede han en tordnende Salmesang, og medens
den lød, flyttede han de Redskaber, de havde brugt ved deres Lag, til
Side, medens Ridderen, der lo hjertelig og alt imens væbnede sig, fra
Tid til anden, efter som hans Lystighed tillod ham det, stod sin Vært
bi med sin Røst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
