Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredivte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
216
wai.ter scott
hoe, som byder dig det! du elendige Nidding, jeg skal tage dit
Hjerteblod!«
»Jeg vilde knapt have fundet dig, Wilfred,« sagde den sorte Ridder,
der i dette Øjeblik traadte ind i Gemakket, »naar du ikke havde raabt
saa hojt.«
»I Fald du er en sand Ridder,« sagde Wilfred, »saa tænk ikke paa
mig — forfølg den Ransmand — frels Lady Rowena — se efter den
ædle Cedric!«
Ja, naar deres Tur kommer,« sagde Ridderen med Hængelaasen i
Skjoldet, »men du staar først for Tur.«
Dermed greb han Ivanhoe og bar ham hort lige saa let, som
Tempelherren havde baaret Rebekka. Han ilede med ham over til
Ragporten, og efter der at have afleveret sin Byrde til de to Bueskytter gik han
igen ind i Borgen for at hjælpe til med de andre Fangers Befrielse.
Et Taarn stod nu i lys Lue, og Flammerne slog rasende ud af
Vinduer og Skvdeskaar. Men i andre Dele af Borgen hindrede de tykke
Mure og" hvælvede Lofter i Gemakkerne endnu Ildens Udbredelse, og
der rasede Menneskene lige saa vildt som Ilden andet Steds. Belejrerne
forfulgte Borgens Forsvarere fra Gemak til Gemak og mættede i deres
Blod den Hævntørst, der længe havde besjælet dem overfor Tyrannen
Front-de-Boeufs Stridsmænd. De fleste af Besætningen gjorde Modstand
til det Yderste — nogle faa bad om Pardon — ingen fik den. Luften
opfyldtes af Jamren og Vaabengny — Gulvene var glatte af fortvivlende
og døende Staklers Blod.
Gennem dette forvirrede Optrin ilede Cedric afsted for at søge efter
Rowena, medens den trofaste Gurth fulgte ham tæt igennem de
kæmpende Skarer og ikke tænkte paa sin egen Sikkerhed, idet han stræbte
at afbøde de Hug, der rettedes mod hans Herre. Den ædle
Angelsach-ser var saa heldig at naa det Gemak, hvori hans Myndling befandt sig,
ligesom hun havde opgivet alt Haab om Frelse og med et Krucifiks i
Dødsangst knuget op til sin Barm sad og ventede Dødens nære Komme.
Han betroede hende til Gurth, hvem han bød at føre hende til
Udenværket, hvortil Vejen nu var ryddet for Fjender, medens Flammerne endnu
ikke havde naaet derhen. Da dette var besørget, ilede den tro Cedric
hen for at opsøge sin Ven Athelstane, bestemt paa, hvad Fare han saa
end selv skulde udsætte sig for, at befri dette sidste mandlige Skud af
den angelsachsiske Kongestamme. Men inden Cedric naaede saa langt
som til den gamle Hal, i hvilken han selv havde været Fange, havde
den snilde Wamba allerede skaffet sig og sin Ulykkesfælle Friheden.
Da Stridsbulderet forkyndte, at Kampen var paa det højeste,
begyndte Narren med sine Lungers fulde Kraft at raabe: »Sankt Georg og
Dragen; Hellige Sankt Georg for det glade England! Borgen er vunden!«
Og han forøgede den skrækindjagende Virkning af disse Raab ved at
slaa nogle rustne Dele af et Harnisk, der laa spredte rundt i Ilallen,
imod hinanden.
En, Vagt, der havde Post i Forgemakket, og hvis Sind allerede var
meget ængsteligt, blev bange ved Wambas Raab, og idet han lod Døren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
