- Project Runeberg -  Ivanhoe : historisk roman /
218

(1899) [MARC] Author: Walter Scott Translator: Peter Vilhelm Grove
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredivte Kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

218

wai.ter scott

Mand, der lige nys havde sluppet den i Døden — at styrte løs paa
Tempelherrens Skare og at lade djærve Slag regne ned til højre og til
venstre, strækkende en Stridsmand til Jorden ved hvert Slag, var kun
et Øjebliks Værk for den kæmpestærke Athelstane, der nu var ægget til
usædvanligt Raseri; snart befandt han sig nogle faa Alen fra
Bois-Guilbert, hvem han med sin kraftige Røst æskede til Kamp.

»Vend om, falske Tempelherre! slip hende, som du er uværdig til
at røre ved — vend om, du Lem af en Bande mordlystne og hyklerske
Røvere!«

»Ilund!« sagde Tempelherren tænderskærende, »jeg skal lære dig
at spotte Zions Tempels hellige Orden!« Med disse Ord drejede han
sin Hest halvt om, lod den gøre et kort Spring hen imod
Angelsachseren, og idet han løftede sig op i Sadlen for at kunne lade Slaget falde
med saa meget desto større Vægt, rettede han et frygteligt Hug imod
Athelstanes Hoved.

Med Sandhed havde Narren sagt, at en Silkehue ikke kan skærme
imod en Staalod. Saa skarpt var Tempelherrens Vaaben, at det
sønder-skar, som om det havde været en Pilevaand, det sejge og snoede
Haand-tag paa den Kølle, som den ulykkelige Angelsachser opløftede for at
afparere Slaget, og idet det ramte hans Hoved, strakte det ham til Jorden.

»Ha! Beauséant/« raabte Rois-Guilbert, »saaledes skal det gaa hver
den, der taler ilde om Tempelherrerne!« Benyttende sig af den
Forvirring, der opstod ved Athelstanes Fald, og raabende højt: »de, der vil
frelse sig, følge mig!« sprængte han over Vindebroen og adsplittede de
Bueskytter, der vilde standse ham. Han fulgtes af sine Saracener og
fem eller seks Svende, der havde sat sig til Hest. Tempelherrens
Tilbagetog var udsat for ikke ringe Fare, fordi der sendtes en Uendelighed
af Pile efter ham, men ikke desto mindre galoperede han om til
Udenværket, som han antog, at de Bracy mulig efter den tidligere lagte Plan
var i Besiddelse af.

»De Bracy! de Bracy!« raabte han; »er du der?«

»Ja, jeg er her,« svarede de Bracy; »men jeg er Fange.«

»Kan jeg befri dig?« raabte Bois-Guilbert.

»Nej,« svarede de Bracy; »jeg har overgivet mig paa Naade og
Unaade, jeg er Fange paa Æresord. Frels dig selv — der er Falke løs
— læg Havet mellem dig og England. Jeg tør ikke sige mere.«

»Nu vel,« svarede Tempelherren, »om du vil tøve her, saa husk
paa, jeg har indfriet mit Ord og mit Haandslag. Lad Falkene være, hvor
de vil, jeg tænker, at Præceptoriet Tempelstowes Mure vil være
Beskyttelse nok, og didhen vil jeg drage, som Hejren til sin Bede.«

Efter at have sagt dette galoperede han bort med sine Følgesvende.

De Folk i Borgen, der ikke var komne til Hest, vedblev, da
Tempelherren var reden bort, endnu at kæmpe rasende med Belejrerne,
mere dog fordi de tvivlede om at faa Pardon, end fordi de nærede noget
Haab om Frelse. Ilden udbredte sig hastig til alle Dele af Borgen, og
Ulrica, der først havde antændt den, kom nu til Syne paa et lille Taarn
som en af Oldtidens Furier, idet hun med skingrende Røst sang en

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:05:28 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ivanhoen/0228.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free