Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredivte Kapitel - Enogtyvende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220
wai.ter scott
Krigssang af den Slags, som i fordums Tid af de hedenske Angelsachsers
Skjalde blev kvædede paa Valpladsen. Hendes lange, løste graa Lokker
flagrede bagud fra det blottede Hoved; den tilfredsstillede Hævntørsts
berusende Fryd kæmpede i hendes Øjne med Vanvidets Ild, og hun
svingede den Haandten, hun holdt i Haanden, som om hun havde
været en af Nornerne, der spinder og afklipper Menneskelivets Traad.
De højt opblussende Flammer havde nu besejret enhver Hindring
og slog op imod Himlen som en eneste vældig, brændende Baune, der
saas viden om i den tilstødende Egn. Taarn efter Taarn faldt bragende
sammen med højt flammende Tage og Spær, og de kæmpende dreves
bort fra Borggaarden. De Overvundne, af hvilke kun ganske faa var
tilbage, spredte sig og slåp ind i den nærliggende Skov. Sejrherrerne
samlede sig i store Flokke og stirrede med Forundring, blandet med Frygt,
paa Flammerne, i hvis Skær deres Bækker og Vaaben blinkede med
rødlig Glans. Angelsachserinden Ulricas vanvittige Skikkelse var længe
synlig paa det høje Stade, hun havde valgt, og hvor hun slog vildt om
sig med Armene, som om hun var Herskerinde over den Brand, hun
havde fremkaldt. Til sidst styrtede hele Taarnet sammen med et
forfærdeligt Brag, og hun omkom i de Luer, der havde fortæret hendes
Tyran. Rædslen bragte for en Stund Stridsmændene, som havde været
Vidner dertil, til at forstumme, og i flere Minuter rørte de ikke en
Finger undtagen for at gøre Korsets Tegn. Da hørtes Locksley’s Stemme:
»Lad eders Fryderaab høre, gæve Bønder! — Tyrannernes Hule er
ikke mere! Lad hver bringe sit Bylte til vort Mødested ved
Dommertræet i Harthill-Walk; thi der vil vi ved Daggry dele det ligelig mellem
vore egne Mænd og vore brave Forbundne i denne store Hævndaad.«
ENOGTBEDIVTE KAPITEL.
Det første Dagslys faldt paa Skovsletterne i Egeskoven. De grønne
Grene blinkede med alle Nattens Dugperler. Hinden førte sin Kalv fra
Bregnekrattet ud paa de mere aabne Veje i Skoven, og ingen
Jægers-mand var der til at oplure den statelige Hjort, naar den gik i Spidsen
for den takkede Flok.
De Fredløse var alle forsamlede om Dommertræet i Harthill-Walk,
hvor de havde tilbragt Natten med at forfriske sig efter Belejringens
Anstrengelser, nogle med Vin, andre med Søvn, mange ogsaa med at
høre og fortælle Dagens Begivenheder og beregne Værdien af de
Dynger af Bytte, som Heldet havde stillet til deres Høvdings Baadighcd.
Mødestedet var en gammel Eg omtrent en Fjerdingvej fra den øde-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
