Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Enogtyvende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
226
wai.ter scott
Familie. Resten deltes mellem de Fredløse efter deres Rang og
Dygtighed, og i alle forefaldende Tvivlsmaal blev Høvidsmandens Dom afsagt
med stor Snildhed og modtagen med ubetinget Lydighed. Den sorte
Ridder var ikke lidet overrasket ved at se, at Mænd, der levede i en
lovløs Tilstand, ikke desto mindre indbyrdes styredes paa en saa
lovbunden og retfærdig Maade, og alt, hvad han saa, bestyrkede hans
Mening om Anførerens Retfærdighed og skarpe Dømmekraft.
Da hver havde taget sin Del af Ryttet, og medens Skatmesteren,
ledsaget af fire kraftige Skytter, førte den Del, som tilhørte det fælles
Fond, til et eller andet sikkert Skjulested, laa den Kirken tilfaldne Del
endnu urørt.
»Jeg vilde ønske,« sagde Anføreren, »at vi kunde faa Tidender om
vor lystige Kapellan — han har aldrig plejet at være borte, naar der
skulde læses Velsignelse over Maden eller Byttet skulde deles; og det
er hans Pligt at tage vare paa denne Tiende af vort heldige
Foretagende. Det er en Bestilling, som maaske nok har hjulpet ham til at dække
nogle af de Brud paa Klosterreglerne, som han har gjort sig skyldig i.
Ogsaa har jeg et lille Stykke herfra som Fange en hellig Broder af ham,
og jeg vilde gerne have Munkens Hjælp til at behandle ham paa rette
Maade. Jeg er højlig bange for, at det er gaaet vor tapre Præst ilde.«
»Det skulde visselig bedrøve mig, om det var saa,« sagde Ridderen
af Hængelaasen, »thi jeg er i hans Gæld for en lystig Nats Gæstfrihed i
hans Celle. Lad os gaa hen til Borgens Ruiner; det kan være, at vi der
kan høre noget om ham.«
Medens de talte saaledes, forkyndte et højt Raab af Skytterne, at
han, hvis Skæbne de var ængstelige for, nærmede sig, hvilket de
erfarede af selve Munkens Stentorrøst, længe forinden de saa hans kraftige
Skikkelse.
»Gør Plads, I lystige Svende! < raabte han, »Plads for eders
Skriftefader og hans Fange! Raab endnu en Gang Velkommen. Jeg kommer,
ædle Høvidsmand, som en Ørn med mit Bytte i mine Klør.« Og idet
han under alle omstaaendes Latter banede sig Vej gennem Kredsen,
skred han frem i majestætisk Triumf med sin vældige Hellebarde i den
ene Haand og i den anden en Grime, hvis ene Ende var slaaet om
Halsen paa den ulykkelige Isak fra York, der, bøjet af Sorg og Angst, blev
slæbt af den sejrrige Præst.
»Min gode Munk,« sagde Høvidsmanden, »du har været ved en
fugtig Messe i Dag, saa tidlig paa Morgenstunden som det er. I St. Nicolais
Navn, hvem er det, du der har faaet fat paa?«
»En Fange ved mit Sværd og ved min Lanse, ædle Høvidsmand,«
svarede Klerken fra Copmanhurst; »ved min Bue og ved min
Hellebard, skulde jeg vel snarere sige; og dog har jeg i Kraft af min
præstelige Viden udfriet ham af et værre Fangenskab. Tal, Jøde — har jeg
ikke befriet dig fra Satanas? — har jeg ikke lært dig dit credo, dit pater
og dit Ave Marie? Tilbragte jeg ikke hele Natten med at drikke dig til
og med at udlægge Mysterier?«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
