Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Enogtyvende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228
wai.ter scott
Naade og Unaade som en Fange. Jeg vederkvægede mig bare efter
Kampens Anstrengelser med den Vantro ved et eneste skummende
Bæger Sekt og vilde just til at trække min Fange ud, da et Ydertaarn —
den Onde annamme dem, der ikke byggede det stærkere — med det
ene Brag efter det andet som Torden og Lynild kom brasende ned og
spærrede Gangen. Bulderet af det ene faldende Taarn fulgte efter det
andet—jeg opgav Haabet om at slippe derfra med Livet, og da jeg
tyktes, det var en Skam for en Mand af min Stand at gaa ud af denne
Verden i Selskab med en Jøde, opløftede jeg min Hellebard for at slaa
Hjerneskallen i Stykker i ham; men jeg fattede Medynk med hans graa
Haar og skønnede, at det var bedre at lægge Hellebarden ned og gribe
til mine aandelige Vaaben og omvende ham. Og i Sandhed, ved den
hellige Dunstans Velsignelse, Sæden er bleven udsaaet i god Jord, men
ved at tale med ham om Mysterier hele Natten og paa en Maade faste
(thi de faa Slurke Sekt, jeg skærpede min Forstand med, var ikke værd
at tale om) er jeg, tror jeg næsten, bleven ør i Hovedet. Jeg var helt
udmattet. Gilbert og Wibbald ved, i hvilken Tilstand de fandt mig — helt
ødelagt og udmattet.«
Det kan vi bevidne,« sagde Gilbert; »thi da vi havde rj’ddet
Murgruset hort og ved St. Dunstans Hjælp var komne ned paa Trappen til
Fangehullerne, fandt vi det lille Fad Sekt halvt tømt, Jøden halvt død
og Munken mere end halvt — udmattet, som han kalder det.«
»I lyver, I Slyngler!« genmælede den fornærmede Ordensbroder,
»det var eder og eders Fyldebøtter af Kammerater, der drak Sekten og
kaldte den eders Morgendrik. Jeg vil være en Hedning, om jeg ikke
gemte den til Høvedmandens egen Hals. Men hvad gør det til Sagen?
Jøden er omvendt og forstaar alt, hvad jeg har fortalt ham, næsten, om
ikke ganske, ligesaa godt som jeg selv.«
»Jøde,« sagde Høvidsmanden, »er det sandt? Har du frasagt dig din
Vantro?«
»Saa sandt jeg haaber at finde Naade for eders Øjne,« sagde Jøden,
»forstaar jeg ikke ét Ord af, hvad den ærværdige Prælat har sagt til
mig i hele denne gruelige Nat. Ak! jeg var saa betagen af Smerte og
Angst og Sorg, at om saa vor hellige Fader Abraham var kommen for
at prædike for mig, saa vilde han dog have fundet en døv Tilhører i
mig.«
»Du lyver, Jøde, det ved du meget vel,« sagde Munken, »jeg vil
minde dig om ét Ord i vor Samtale — du lovede at give alt, hvad du
ejede, til vor hellige Orden.«
»Saa sandt Herrens Forjættelse hjælpe mig, ædle Herre,« sagde
Jøden, endnu mere ængstelig end tidligere, »om noget saadant Ord er
kommet over mine Læber! Ak, jeg er en meget fattig, gammel Mand —
jeg er bange for, jeg ogsaa er barnløs — hav Medlidenhed med mig og
lad mig gaa!«
»Nej,« sagde Munken, »i Fald du tager de Løfter tilbage, som du
har gjort til den hellige Kirke, maa du gøre Bod.«
Han løftede sin Hellebard og vilde have ladet Skaftet af den danse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
