Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Seksogtredivte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252
wai.ter scott
en stærk Modsætning til det krigeriske Udseende af de Riddere, der var
til Stede, og som enten boede i Præceptoriet eller var komne derhen for
at gøre Stormesteren deres Opvartning. Præceptorerne, af hvilke der
var fire til Stede, indtog lavere Pladser, der var rykkede noget tilbage
bagved deres foresattes, og de Riddere, der ikke beklædte nogen saadan Rang
i Ordenen, havde Plads paa endnu lavere Bænke, der stod i samme
Afstand fra Præceptorernes Sæder som disses fra Stormesterens. Bag dem,
men ogsaa i den ophøjede Del af Hallen, stod Ordenens Riddersvende i
hvide Dragter af ringere Kvalitet.
Hele Forsamlingen havde et Præg af den dybeste Alvor, og i
Riddernes Ansigter var der et Udtryk af krigerisk Djærvhed, parret med den
Højtidelighed i Holdning, der sømmede sig for Mænd af en gejstlig
Ridderorden, og som de ikke undlod at iagttage i Stormesterens Nærværelse.
Den øvrige, lavere Del af Hallen var fyldt af Vagter med Hellebarder
og andre Tilskuere, som Nysgerrigheden havde draget derhen for paa
én Gang at se en Stormester og en jødisk Troldkvinde. Den langt
overvejende Del af disse ringere Personer var enten i den ene eller i den
anden Egenskab knyttet til Ordenen, og de var lette at kende paa deres
sorte Dragter. Men der nægtedes ikke Bønder fra Omegnen Adgang, thi
det var Beaumanoirs Stolthed at gøre det opbyggelige Skue af den
Retfærdighed, han udøvede, saa offentligt som muligt. Hans store, blaa
Øjne syntes at udvide sig, da han lod Blikket glide hen over
Forsamlingen, og hans Aasyn syntes præget af Stolthed ved Bevidstheden om
hans Værdighed og det formentlig fortjenstlige i den Rolle, han stod i
Begreb med at spille. En Salme, ved hvilken han selv førte an med en
dyb, blød Stemme, som Alderen ikke havde berøvet noget af dens Kraft,
aabnede Dagens Forhandlinger, og de højtidelige Toner af Sangen Venite
exultemus Domino, der saa ofte blev sungen af Tempelherrerne, førend
de indlod sig i Kamp med jordiske Modstandere, ansaas af Lucas for
den mest passende Indledning til den forestaaende Triumf — thi som
saadan betragtede han den — over Mørkets Magter. De dybe, langtrukne
Toner, der lød fra hundrede mandige Bøster, som var vante til at istemme
Koralen, hævede sig op imod Hallens hvælvede Loft og rullede mellem
dens Buer med en smuk, højtidelig Lyd som af mægtige, brusende
Vande.
Da Tonerne ophørte, lod Stormesteren sit Blik glide rundt i Kredsen
og bemærkede, at en af Præceptorernes Sæde stod tomt. Brian de
Bois-Guilbert, der havde siddet paa det, havde forladt sin Plads og stod nu
ved Enden af en af de Bænke, som indtoges af Ridderne af
Tempelherreordenen. Med den ene Haand holdt han sin lange Kappe saaledes, at den
delvis skjulte hans Ansigt, medens den anden hvilede paa det
korsformede Hjalte af hans Sværd, med hvis af Skeden dækkede Spids han
tegnede Streger paa Egegulvet.
»Ulykkelige Mand!« sagde Stormesteren efter at have set paa ham
med et deltagende Blik. »Du ser, Conrad, hvorledes denne hellige
Gerning smerter ham. Saa vidt kan en Kvindes letfærdige Blik, hjulpet af
Fyrsten for denne Verdens Magter, bringe en brav og tapper Ridder!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
