Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niogtredivte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ivanhoe
269
Med disse Ord rakte han sin Haand til Ivanhoe, der trykkede den
til sine Læber, tog Afsked med Prioren, besteg sin Ganger og drog bort
med Wamba som Ledsager. Ivanhoe fulgte dem med Øjnene, indtil de
forsvandt i den omgivende Skovs Skygger, og vendte saa tilbage til
Klosteret.
Men kort efter Morgensangen bad han om at faa Prioren i Tale. Den
gamle Mand kom hastig til og spurgte til hans Befindende.
Ivanhoe forklarede ham da, at han nu følte sig saa rask, at han
vilde forlade Klosteret snarest, og da Prioren udtrykte sin Ængstelse
for, at hans Gæst endnu ikke var rask nok hertil, forestillede Ivanhoe
ham, at han nødvendigvis snarest maatte drage til sin Frændes Gravøl
i Coningsburgh. Han frygtede, at Angelsachserne vilde komme i Strid
med Normannerne.
Prioren maatte da indvilge og stillede endog sin adstadige Bidehoppe
til den saarede Bidders Raadighed. Gurth maatte saa til Gengæld
bestige sin Herres Stridshest.
Imidlertid red den sorte Bidder og hans Ledsager i al Mag henad
Skovens lønlige Stier, og den gode Bidder nynnede alt imens en af
Trubadurernes Kærlighedssange eller opmuntrede ved Spørgsmaal sin
Ledsagers Tilbøjelighed til at lade Munden løbe, saa at Samtalen mellem
dem var en underlig Blanding af Sang og Skæmt.
Narren bar sin vante fantastiske Dragt, men den senere Tids
Hændelser havde bragt ham til at anlægge et godt kort, skarpt Sværd i
Stedet for Træsværdet og derhos et Læderskjold; og i Brugen af begge
disse Vaaben havde han under Stormen paa Torquilstone trods sin
Livsstilling vist sig at være en dygtig Mester. Svagheden i Wambas Hjerne
bestod virkelig navnlig i en Slags utaalmodig Nervøsitet, der ikke tillod
ham længe at forblive rolig i nogen Stilling eller holde fast ved nogen
bestemt Tankerække, medens han i et Tidsrum af nogle Minuter var rask
nok til at udføre en hvilken som helst øjeblikkelig Gerning eller til at
opfatte et hvilket som helst foreliggende Emne. Naar han sad til Hest,
svingede han sig derfor frem og tilbage, sad snart ved Hestens Øren,
snart helt ude ved Enden af dens Byg, lod snart begge Ben hænge ned
paa den ene Side og vendte snart Ansigtet imod Halen, vrængede Mund,
skar Ansigter og gjorde saa mange Narrestreger, at Hesten til sidst blev
ked af det og kastede ham, saa lang han var, ned paa Græsset — en
Tildragelse, der højlig morede Ridderen, men nødte hans Ledsager til
herefter at ride roligere.
Paa det Tidspunkt af Rejsen, da vi træffer sammen med dem, var
det lystige Par optaget af at synge en Vekselsang, hvori Narren dog
ikke kunde maale sig med den bedre oplærte Ridder af Hængelaasen.
Men saa gav Wamba en komisk Arie til bedste, hvis Omkvæd
Ridderen istemmede, og som handlede om en skøn ung Enke, som gav
mange ridderlige Bejlere en Kurv og til sidst skænkede Haand og Hjerte
til en gæv Fribonde.
»Jeg vilde ønske, Wamba,« sagde Ridderen, »at vor Vært fra Dom-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
