Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Enogfyrretyvende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ivanhoe
281
meise for de ældre nedbrudt mange af de Skranker, som i et halvt
Aarhundrede havde skilt de normanniske Sejrherrer fra de overvundne
Angelsachsere. Disse ærværdige Mænds nedslagne og sorgfulde Blikke,
deres Tavshed og bedrøvede Holdning dannede en stærk Modsætning
til den letsindige Lystighed hos dem, der svirede udenfor Borgtaarnet.
Da Richard, der kun var bekendt som den tapre Ridder af
Hængelaasen, traadte ind, rejste Cedric sig alvorlig og bød ham velkommen
med den sædvanlige Hilsen, idet han samtidig løftede et Bæger op til
sit Hoved. Den samme Høflighed vistes Ivanhoe, som i Tavshed drak
sin Fader til og erstattede de sædvanlige Ord med en Hovedbøjning, for
at hans Stemme ikke skulde genkendes.
Da denne Modtagelsesceremoni var til Ende, rejste Cedric sig, og
og idet han rakte Richard Haanden, førte han ham ind i et lille og
meget simpelt Kapel, der ligesom var udhulet i en af de ydre Stræbepiller.
To Fakler kastede et rødligt, røgombølget Skær paa det hvælvede Loft
og de nøgne Mure, det simple Stenalter og Krucifikset af samme
Materiale.
Foran dette Alter stod en Baare, og paa hver Side af denne Baare
knælede tre Præster, som drejede paa Rosenkransene og fremmumlede
Rønner med de største ydre Tegn paa Andagt. For denne Tjeneste
betaltes der en betydelig »Sjæleskat« til Sankt Edmunds Kloster af den
afdødes Moder, og for at den tilfulde kunde fortjenes, havde alle
Brødrene med Undtagelse af den halte Sakristan begivet sig til
Conings-burgh, hvor seks af dem stadig holdt Vagt ved Athelstanes Baare for at
udføre de kirkelige Ceremonier, medens de andre ikke undlod at nyde
de Forfriskninger og tage Del i de Adspredelser, som tilbødes i Borgen.
Richard og Wilfred fulgte med Angelsachseren Cedric ind i Ligstuen,
hvor deres Ledsager med en højtidelig Mine pegede paa Athelstanes
sørgelige Baare, hvorefter de fulgte hans Eksempel, idet de andægtig
korsede sig og fremmumlede en kort Bøn for den hedengangnes Sjæl.
Da denne fromme Kærlighedsgerning var udført, vinkede Cedric
igen til dem, at de skulde følge med ham, og vandrede med lydløse
Skridt over Stengulvet Efter at de var stegne op, aabnede han meget
varsomt Døren til et lille Bedekammer, som stødte op til Kapellet. Det
var omtrent otte Fod i Kvadrat og var ligesom selve Kapellet udhulet i
Muren, og da Skydeskaaret, fra hvilket det oplystes, vendte imod Vest
og udvidede sig betydelig, medens det skraanede ind efter, faldt en
Straale af den nedgaaende Sol ind i dets mørke indre og belyste en
Kvinde med en værdig Mine, i hvis Ansigt der saas tydelige Spor af
majestætisk Skønhed. Hendes lange Sørgekjortel og hendes flagrende
Slør af sort Sørgeflor tjente til at fremhæve hendes hvide Hudfarve og
de skønne, lyse og bølgende Lokker, som Tiden hverken havde udtyndet
eller graanet. Hendes Ansigt udtrykte den dybeste Sorg, som lader sig
forene med Resignation. Paa Stenbordet foran hende stod et Krucifiks
af Elfenben, ved Siden af hvilket der laa en Messebog, hvis Blade var
rigt forsirede med Billeder, og hvis Bind var smykket med Guldspænder
og Beslag af samme kostbare Metal.
Ivanhoe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
