Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Enogfyrretyvende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ivanhoe
285
dødelig, saa tal! — men er du en henfaren Aand, saa sig, af hvad
Aarsag du atter besøger os, og om jeg kan gøre noget, som kan skaffe din
Aand Fred. Hvad enten du er levende eller død, ædle Athelstane, saa
tal til Cedric!«
»Det vil jeg,« sagde Genfærdet meget rolig, »saa snart jeg har trukket
Vejret, og naar du giver mig Tid. Levende, siger du? Ja, jeg er saa
levende, som den kan være, der har levet af Vand og Brød i tre Dage,
der er forekomne mig som tre Aarhundreder. Ja, Vand og Brød, Fader
Cedric! Ved Himlen og alle dens hellige, bedre Føde er ikke kommen
igennem mit Svælg i tre evig lange Dage, og jeg skylder Guds naadige
Forsyn, at jeg nu er her og kan fortælle det.«
»Men, ædle Athelstane,« sagde den sorte Bidder, »jeg saa selv,
hvorledes I blev fældet af den rasende Tempelherre hen imod Slutningen
af Stormen paa Torquilstone, og Wamba berettede, at eders Hjerneskal
var kløvet helt ned til Tænderne.«
»I tog fejl, Hr. Bidder,« sagde Athelstane, »og Wamba løj. Mine
Tænder er i god Orden, og det skal min Aftensmad snart faa at
fornemme. Det er dog ikke Tempelherrens Skyld, men hans Sværd
drejede sig i Haanden, saa at Klingen ramte mig med Fladen, efterdi den
afbødedes med Haandtaget af den gode Kølle, som jeg holdt op imod
hans Hug; havde jeg haft min Staalhue paa, vilde jeg ikke have taget
mig det en Smule nær, men have givet ham saadant et Hug til Gengæld,
at han nok skulde have ladet være at slippe bort. Men nu faldt jeg om,
og bedøvet var jeg, men ikke saaret. Andre paa begge Sider blev
fældede til Jorden og dræbte oven paa mig, saa at jeg ikke kom til mig
selv, førend jeg laa i en Ligkiste — til al god Lykke en aaben Kiste —
der stod foran Alteret i Sankt Edmunds Kirke. Jeg nøs flere Gange —
stønnede — vaagnede og vilde være staaet op, men saa kom Sakristanen
og Abbeden forfærdet løbende ved Støjen: de var sikkert forbavsede og
ingenlunde fornøjede ved at finde den Mand levende, hvis Arvinger de
havde haabet at blive. Jeg bad om Vin — de gav mig noget, men det
maa have været tilsat med noget stærkt, thi jeg sov endnu fastere end
tilforn og vaagnede ikke i mange Timer. Jeg fandt da mine Arme
hyllede i Bindsier — mine Fødder snørede saa fast, at det værker i mine
Ankler, naar jeg bare tænker derpaa — der var ganske mørkt! —
formodentlig var det Fangehullet i deres forbandede Kloster, og af den
indelukkede, kvælende, klamme Luft slutter jeg, at det ogsaa brugtes
til Gravsted. Sælsomme Tanker om, hvad der var vederfaret mig, gik
igennem mit Hoved, da Døren til mit Fængsel knagede paa sine
Hængsler, og to elendige Munke traadte ind. De vilde have bildt mig ind, at
jeg var i Skærsilden, men jeg kendte alt for vel Fader Abbedens
trangbrystige, stakaandede Røst. Hellige Jeremias! hvor helt anderledes talte
han nu, end naar han plejede at bede mig om en Skive til af Køllen! —
den Hund har gæstereret hos mig fra Jul til Helligtrekonger!-<
»Hav Taalmodighed, ædle Athelstane,« sagde Kongen, »pust lidt —
fortæl eders Historie i Ro og Mag — gid jeg faa en Ulykke, om saadan
en Historie ikke er lige saa god at høre paa som en Roman.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
