Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Toogfyrretyvende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ivanhoe
289
Bonde, »st Djævelen har taget den store angelsachsiske Than Athelstane
af Coningsburgh med Hud og Haar?«
»Jo, men han har ved Guds og Sankt Dunstans Naade bragt ham
tilbage igen.«
»Hvordan det?« spurgte en rask ung Fyr, der var iført en
guldbroderet, grøn Jakke, og bag hvem der stod en kraftig Gut, som bar en
en Harpe paa Ryggen, der viste, at hans Kald var en Minnesangers.
»Det er sikkert og vist,« sagde den ældre Bonde, »at efter at
Athelstane af Coningsburgh havde været død i fire Uger —«
»Det er umuligt,« sagde Minnesangeren; »jeg saa ham i Live ved
Turneringen i Ashby-de-la-Zouche.«
»Død var han alligevel eller paa anden Maade ført bort,« sagde den
yngre Bonde; »for jeg hørte Munkene i Sankt Edmunds Kloster synge
Dødssalmen for ham, og desforuden var der svært Begravelsesgilde,
som rimeligt var, paa Coningsburgh.«
»Ja, død var Athelstane,« sagde den gamle Mand og rystede paa
Hovedet; »og bedrøveligt var det, for det gamle angelsachsiske Blod —«
Men Minnesangeren blev ved sit, indtil en tilstedeværende snaksom
Munk stillede Trætten ved at forklare, at begge Parter havde Ret. Thi
den ædle Athelstane havde virkelig været anset for død og halvvejs
begravet og var ved et Guds Under bleven levende igen til stor
Bestyrtelse for Munkene i det hellige Edmunds Kloster, som skulde arve ham.
Medens de talte saaledes sammen, afbrødes deres Disput ved
Klangen af den store Klokke i Sankt Michaels Kirke i Templestowe, en
ærværdig gammel Bygning, som laa i en Landsby noget borte fra
Præcep-toriet. Et for et lød de dumpe Slag efter hinanden i Øret, og mellem
dem var der kun akkurat saa lang Tid, at hvert enkelt kunde dø bort
i et fjernt Ekko, inden Jernkneblens Slag atter rungede i Øret. Disse
Lyd, Signalet til den forestaaende Ceremoni, fyldte den forsamlede
Mængdes Hjerter med hellig Gru, og dens Øjne var nu vendte imod
Præceptoriet i Forventning om, at Stormesteren, Ordenens Stridsmand
og Forbrydersken skulde komme ud derfra.
Endelig sænkedes Vindebroen, Portene aabnede sig, og en Ridder,
som bar Ordenens store Banner, red ud fra Borgen med seks
Trompetere foran og fulgt af Præceptorerne, to og to, medens Stormesteren
kom sidst, ridende paa en statelig Hest, hvis Udrustning var af den
tarveligste Art. Bag efter kom Brian de Bois-Guilbert, væbnet fra Top til
Taa i en skinnende Rustning, men uden Lanse, Skjold og Sværd, der
bares af hans to Riddersvende bag efter ham. I hans Ansigt, der delvis
skjultes af en lang Fjer, som vajede fra hans Baret, saas dog et blandet
Udtryk af stærke Lidenskaber, i hvilket Stolthed syntes at kæmpe med
Tvivlraadighed. Han var gulbleg, som om han ikke havde sovet i flere
Nætter, men tumlede dog sin vælige Ganger med den vante Lethed og
Anstand, der sømmede sig for Tempelherre-Ordenens bedste Kriger.
Hans Holdning var i det hele stolt og bydende, men naar man saa paa
ham med Opmærksomhed, læste man i hans mørke Træk noget, som
man gerne vendte sine Øjne bort fra.
Ivanhoe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
