Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Treogfyrretyvende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IVANHOE
299
lyst og utvetydig, kunde han næppe tro paa, at to Angelsachsere af
kongelig Herkomst af personlige Grunde kunde betænke sig paa en
Forbindelse, der var saa nødvendig for Folkets Vel. Men ikke desto mindre
var det sikkert. Rowena havde altid givet sin Uvilje imod Athelstane
til Kende, og nu var Athelstane ikke mindre tydelig og bestemt i
Tilkendegivelsen af sin Beslutning om aldrig at fortsætte sin Bejlen til
Lady Rowena. Selv Cedrics naturlige Haardnakkethed gav tabt overfor
disse Hindringer, da han, staaende paa Sammenknytningspunktet,
maatte slæbe et modstræbende Par derhen, en med hver Haand. Han
gjorde imidlertid et sidste kraftigt Angreb paa Athelstane, og han fandt
dette genopstandne Skud af den angelsachsiske Kongestamme optaget
af en rasende Krig med Gejstligheden.
Efter alle de Trusler om Død og Fordærvelse, Athelstane havde
udstødt imod Abbeden af St. Edmunds Kloster, havde, som det syntes,
hans Tørst efter Hævn, dels paa Grund af hans naturlige Magelighed og
Godmodighed, dels efter indtrængende Bønner af hans Moder Edith,
der som de fleste Damer i den Tid var Gejstligheden hengiven, til sidst
ladet sig nøje med at holde Abbeden og hans Munke i tre Dage i
Co-ningsburghs Fangehuller paa smal Kost. For denne haarde Medfart
truede Abbeden ham med Banlysning og opsatte en forfærdelig Liste
over Mavesygdomme, som han og hans Munke havde maattet udstaa
som Følge af det tyranniske og uretfærdige Fangenskab, de havde
gennemgaaet. Med denne Strid og med de Forholdsregler, han havde truffet
for at forsvare sig imod den gejstlige Efterstræbelse, fandt Cedric sin
Ven Athelstanes Sind saa optaget, at der ikke var nogen Plads i det for
andre Tanker. Og da Rowenas Navn blev nævnet, bad Athelstane om
Tilladelse til at tømme et fuldt Bæger paa hendes Vel og paa, at hun
snart maatte blive hans Frænde Wilfreds Brud. Det var altsaa en
fortvivlet Sag. Der var aabenhart ikke mere at gøre med Athelstane, eller,
som Wamba udtrykte det, han var en Hane, der ikke vilde slaas.
Mellem Cedric og den Beslutning, som de elskende ønskede, at han
skulde komme til, var der kun to Hindringer — hans egen Stivsindethed
og hans Uvilje mod det normanniske Dynasti. Den første Følelse tabte
sig lidt efter lidt for hans Myndlings Kærtegn og den Stolthed, han ikke
kunde lade være at føie over sin Søns Berømmelse. Desuden var han
ikke ufølsom for den Ære at knytte sin Familie til Kong Alfreds, naar
Edvard Bekenderens Ætlinge for bestandig havde givet Afkald paa sine
Forrettigheder. Cedrics Uvilje imod den normanniske Kongeslægt var
ogsaa meget svækket ved den personlige Opmærksomhed, der vistes
ham af Kong Richard, som fandt Behag i Cedrics ligefremme, mutte
Væsen og omgikkes den ædle Angelsachser saaledes, at inden han havde
været Gjæst ved Hove i en Uvge, havde han givet sit Samtykke til sin
Myndling Rowenas og sin Søn Wilfred af Ivanhoes Bryllup.
Vor Helts Bryllup fejredes saaledes med hans Faders udtrykkelige
Billigelse i det ærværdigste af kristne Templer, den prægtige Domkirke
i York. Kongen var selv til Stede, og den Bevaagenhed, han ved denne
og andre Lejligheder viste de forkuede og hidtil foragtede Angelsach-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
