Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Besowo - II. Skoven og Myret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Zigøjnerne ad en brunhærdet Skønhed. Hun talte
en Slags daarligt Tysk, men vi forstod hinanden
udmærket. Og da hun fortalte Mændene, at jeg
havde „laant“ min Hest hos en Ven, og at jeg var
saa temmelig nødt til at bringe den tilbage, om
kun for Skams Skyld, for ikke at komme gaaende
hjem til Fods, lo de med deres hvide Tænder, og
der viste sig noget i deres Udtryk, som sagde, at
de forstod mig, og at de ogsaa mangen Gang
„laante“ en Hest hos en Ven.
— Men kom og sid ned om vor Ild! — sagde
Kvinden af det vandrende Folk og vendte sig
om, saa de store Sølvmønter om hendes bare
Hals raslede mod hinanden.
— Kom, saa skal vi sige Dem Deres Skæbne!
Foran Teltene, der kun var lukkede til tre Sider
og aabne i Læ af Vinden, brændte tørre Gran-
stammer med gul, dagklar Ild, og her satte vi os
paa et falmet, rødt Tæppe. Hele Stammen løb
sammen for at se paa mig. Der var en Snes
Mennesker, Store og Smaa, Mænd og Kvinder
mellem hinanden.
Saa hæslige de gamle,snadderygende Kællinger
er, saa blændende skønne kan de unge Piger være
i deres korte Blomstringstid. De er som Sydens
hede Sol, der brænder en ildfuld Dag og gaar ned,
svinder hen i Nat uden en skaansom, formildende
Skumring.
En saadan ildfuld Ørkensol var Marfa, der
læste min Fremtid af Linjerne i min Haand. Hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
