Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Besowo - II. Skoven og Myret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det var blevet helt Efteraar, og det frøs om
Natten. De sidste, gule Blade sad stive og læder-
agtige paa de smaa, nøgne Birketræer ude i Mo-
radset, og kun Dværgfyrren stod som det evigt-
grønne Symbol paa Livets Uforgængelighed, trods
Sommer og Vinter og Blade, der faldt.
Ryperne, der holdt til derude, begyndte at
blive hvide, for at Sneen, naar den pludselig en
Nat lagde sit hvide Dun over det høje, gulgraa
Sumpmos, ikke skulde finde dem uforberedte og
forraade dem.
Det bliver en haard Tid for dem, naar de
ikke mere har de røde Tyttebær og Revlingens
brunsorte Druer, og Sneen lægger sig saa højt
over Myret, at de ikke kan grave sig ned igennem
den med de smaa, laadne Fødder.
De var ikke saa sky som Urfuglene, og til
Tider kunde jeg naa at skyde to af dem ned, naar
de fløj op fra Tuerne og ikke spredte sig for
hurtigt.
I Kanten af Myret sad Harerne og gemte sig
om Dagen. De holdt ikke af at komme for langt
ud i Tuerne og Mosset, hvor de ikke kunde faa
fuld Fart op, naar Ræven eller Ulven listede frem
mod deres Sæde og pludselig sprang ind paa dem.
. Om Sommeren var Ulvene dog ikke saa
slemme til at komme efter dem. De tog hellere
en Kalv eller et Faar, der skejede lidt ud fra
Flokken inde i Skoven, og forsmaaede heller ikke
deres Frænde, Hunden, naar den gik paa Jagt
paa egen Haand eller løb i Besøg til Naboerne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
