Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Besowo - II. Skoven og Myret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og saa sad jeg oppe paa min Gren uden at
røre mig, og det eneste Liv, der rørte sig, var
Hunden og Grisen, og det var ikke noget Liv,
men en Forbandelse.
Det forstod jeg, naar de klynkede dernede
Time efter Time angstfuldt og bedende.
Og da der langt borte i Skoven lød en sælsom,
tudende Gøen, var det næsten ikke til at holde ud,
hverken for mig eller Hunden. Vi rystede begge
to. Vi rystede kun og tænkte ikke paa noget andet
end, at Tiden var forfærdelig, sønderslidende lang.
Men paa en Gang rejste Hunden sin Krop, saa
højt den kunde, paa de stive Ben og krummede
Ryggen helt rund, idet den med Hovedet vrænget
til Siden stirrede ind i Krattet.
Havde jeg haft Børster paa Ryggen, havde
jeg rejst dem ligesom den. Men jeg følte, at jeg
en Gang for længe, længe siden under en anden
Skikkelse havde haft det, og at de ogsaa havde
rejst sig saadan lige i Vejret fra en mager Rygrad.
Hunden vred sig næsten helt sammen, da et
stort, graat Dyr med gule, stikkende Øjne i det
spidssnudede Hovede kom ud af Krattet.
Jeg vidste, at den skulde komme ud netop
paa det Sted. Det havde jeg set paa Hunden, og
jeg skød i samme Nu.
Et rasende, saaret Hyl hven ud i Natten.
Noget raslede gennem Krattet. Det var Sne, der
faldt fra Grenene derinde, men den, jeg skød paa,
var tilbage. Jeg havde skudt Bagdelen fra den,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
