Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nikolajew
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ligger om sit eget Lejrbaal i Skoven. Følelser
vaagner dybt i Erindringen om Urtiders Mænd og
deres Hjærters røde Lyst. Noget glemt og mægtigt
vugger gyldent i Blodets tunge Bølgeslag. Det er
selve Jordens Malm og Muld, der vugger og flimrer
for Øjnene. Kun under aaben Himmel, ensom, og
fjærnt fra Alfarvej føler man, hvad man er, naar
man lægger Øret til den sorte og spirende Jord!
Man er alene, er noget, der var og er og dog
aldrig har været . . . .
Nikolaj ew rettede sig op, spyttede den tilovers-
blevne Sukkerstump ud i Haanden og hældte en
ny Omgang Te i sit Krus.
— Ja . . . Det er underligt med den Jagt . . .
Den vil blive ved med at sidde Menneskene i
Blodet, sagde han hen for sig. — Og hvad nytter
det saa det hele. Hvem vil mindes os, hvor vil
Sporet af vor Krigssti være at finde, naar Jorden
kold og mørk med udbrændt Skød ruller videre
i Rummet . . . En Gang vil det ske . . . Og dog
jager og jager vi Lykken, det nye, det uopnaae-
lige, det flygtige Vildt overalt. —
Nikolajew satte Kruset fra sig og saa ud over
Floden med sammenknebne Øjne.
— Og det nytter dog! vedblev han haardt og
knyttede Haanden. — Denne Drift i os til at eje
Livet og gøre det fuldkomment kan aldrig dø,
selv om saa Jorden splintredes i Gasatomer ud
over al Rummets Uendelighed . . . Jeg føler, naar
jeg saadan ser ud over Floden, en brændende Lyst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
