Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolvhundrede frosne Mænd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Han tjattede med Haanden i Luften og smilte
saa underligt stillestaaende og hjælpeløst med hele
Ansigtet. Der var noget paa én Gang forfærde-
ligt og betagende i dette Smil, noget stivt og van-
vittigt, som smeltede i Vellyst.
— De ler!? — — sagde jeg og saa paa ham.
Han rømmede sig tungt og søgte at samle
sig: — Nu rejser jeg til Udlandet, — svarede han
halvhøjt og undskyldende. — —
I det samme ringede Klokken inde fra Scenen:
Den saakaldte Violinvirtuos skulde til at klø løs
paa sidste Afdeling af sit Program.
Jeg gik ind til min Plads og sad og tænkte
paa velmenende og venligtsindede Mennesker, der
undskylder Krigene og dem, som fører dem, og
blander de mange enkeltes Krig for Brødet sam-
men med en enkelts Krige for at vinde Sejr-
søjler til Støtter under en Trone.
De kan være lige grusomme. Men den ene
synes uundgaaelig, og den anden er forældet, fordi
den kun gælder den enkelte og hans Farve og ikke
de mange, der alle bærer de samme Farver in-
derst inde under Skjorten, hvor Fordøjelsen be-
gynder. — —
Saa var der noget fra svundne Dage, der greb
mig og vuggede mig ind i et maanelyst Sus af
ensomme Fyrrekroner.
Det var Tschaikowsky’s tungsindige Serenade:
Det suser og synger som Grene, der svinger
i Vinden, som bølgende Kæder af Jomfruer, der
danser i tunge Liglin.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
