Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vi kjender alle Wergelande Opsang
sor »Jvnas Anton Hielm·«: «Han var
sor Norge Hielm og Svjud —tilsist han
fride Flaget ud« — og hans pragtfulde
Hyldningsdigt til Hielm, —— det, som be-
gynder med de Ord:
»Genll Genll — Og det er alt,
hvad Verden har om Hieltn fortalt 7«
J Prosa har Wergeland skildret ham
i sin Opfats om »Jodesagen i det norste
Storting 1842««. Det heder her: »Hielm
er det Navn Menigmand lettet paa Hatten
sor, og som forekommer ham som et
Losen til at raabe Hurra. Han har
uloseligen kombineret det med 17. Mai,
og han imaginerer sig i Jonas Anton
Hielm en »Slags Love med tolv Mands
Vid liggende foran Grundloven halvt
indsvobt i Nattonalflagets rvde Folder.
Hielm har ogsaa forsvaret det som en
Love. Der har i det minste været en
Leopards Murren i hen-3 snarrende
Stemme, naar han har anstrengt den for
Nattonalæren og de unionelle Krav. Paa
disse Anliggender har han kastet sig med
hele sin Sjæls Fyrighed. Hielm er vore
Stortingk interessanteste Personlighed og
««—«——-visseligen det størst-: Geni. som har vist
sig inden dem. Han er Oppositionens
Hoved; men det er for stort sor saa
liden en Krop. En Revolution vilde
være hans Element. Han er en revolus
som-er Karakter. 3 en hvilkensomhelst
Nationalsorsamling vilde han været en
Stjerne, glimrende yderst paa Venstres
Spidse. I Frankrige vilde han i den
sorste konstituerende Forsamling have
staaet Mirabeau« i England Fox ved
Siden. Naturen synes at have glemt
Næse og Mund, saa smaa er de, under
Bestræbelserne for at organisere hans
hovedi Indre des fuldkomnere. Men
Geniet tindrer ud as hans smaa parisers
brune Øine, ligesom hans kortboritede
graa Haar synes strittende rejste af dets
Elektricitet, og et velvilligt Smil ligger
stinnende over de runde Kinder, saa man
ikke har let sor at sinde Sporet as de
Sinoslidelser, som man ved denne fyrige
Sjæl har havt at fvle. Ti hans Skjæbne
har ikke staaet iOverengstemmelse med
hans Evner ———————
—- —— Ved hans Foredrag hefter en
komisk perennerende Hæsi1ed, saa dets
Nætter as den sineste Logik og Dialektik
tager sig ud som Diamantksæder og gyl-
dent Filigransarbejde under graa Spindels
væve. Deri, — i Dialektiken, har han
sin uopnaaelige Styrke. Det gaar til
Voitescaaen· Stundom fristes han as sin
Overlegenhed deri til at bruge den, som
om Midlet var ham ligegyldigt, til en
speciel Hensigts Opnaaelse, men som dog
aldrig staar i Strid med de liberale
Grundsætninger og de fædrelandske Inter- ·
egser« hans hele Sjæl hvidglvder sor.
Den hvidgloder: saaledes har endnu ingen
Nordmand kjæmpet for Landets Ære og
politiste Ret som Hielm«.
Man kunde have en Mistanke om,
at Wergelands Fantari her, iom saa ofte,
har sortkjonnet« idealiseret, udpnntet, stabt
noget stort og straalende ud af en i sig
selv kanske noksaa lidet betydende Virke-
lighed, især da han var en af Hielms
potitiske Meningsfæller. Men ogsaa fra
andre Hold i Samtiden, — fra meget
nogterne Mænd og Mænd. der maa
regnes til Hielmo politiske Modstandere,
— har man en Række Udtalelser, der
gaar i samme Retning og vidner omden
storste Respekt for hans Begaoelse som
Taler og Politiker. Saaledes fra Stats-
raaderne Mohfeldt og Vogt. Carl Fougs
stad kalder ham i sin Piece om Stor-
tinget 1833 »en Taler, hvis dialektiske·
Styrke Stortinget neppe har Mage til-·
hvis uddannede konstitutionelle Sans har
givet vore Stortingsforhandlinger et nyt
Sving, hvis Skarpsindiglsed saa meget har
forbedret Reglerne for vore parlamentariske
Former, og som skjænker vore unionelle
Forhold en Opmærksomhed og Drøftelse,
de saameget have savnet, men dog saa-
meget tiltreenge.« Schweigaard sagde, efter
hvad jeg har hortisortæl1e, at Hielm og
Præsten Nils Nilsen Dahl var de eneste
Stortingsrepræsentanter, hvis Debat han
lærte noget af.
Stortingsdebatterne blev endnu i den
Tid, ihvilken Hielm var Reoræsentant·
resereret i de offentlige Tidender paa en
saa yderst knap og ufuldstændigt Maade-
at vi ikke nuomstunder sormaar at danne
os noget klart Billede af ham som Taler
og Tebattant eller nogen rigtig Forestilling
om det Vid og den Slagfærdighed, som
man i Samtiden saa meget beundrede
eller frygtede, —- endog de, der ellers
pleiede at være noksaa kjække, undgik
helst, heder det, at optage nogen Dyst
med ham. Men hvad der er os levnet
as og om disse Debatter, og hvad der
foreligger fra hans Haand as skriftlige
Vota og motiverede Forslag, er dog til-
strækkeligt til at godtgjøre, at han har
ejet et usædvanligt politisk Skarvsnn, en
sremragende parlamentarisk Begavelse, —-
at han har været en baade klar og djerv
Aand, — en Personlighed as usædvan-
lige Dimensioner — - en Foregangomand, s
som, om det end ikke blev ham forundt
at lose de store Opgaver han stillede sig, —-
de er ikke lost den Dag i Dag, ·— dog
viste ind paa den Vei til deres Mning,
som vi, efter mange Slags Svingninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
