Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34
«Jamen det var da godt vel?»
«Hjemme hos os lærer de vanføre at arbeide,»
indvendte Helge. «Saa de kan forsørge sig selv paa
ærlig vis.»
«Det blir vel neppe til nogen villa allikevel,» sa
hun og 10.
«Jamen, kan der tænkes no mere demoraliserende
end at leve av at utstille sin vanførhet —.»
«Paa en eller anden maate er det vel altid
demoraliserende at vite, man er vanfør —.»
«Jamen allikevel — leve av at paakalde folks
medlidenhet —.»
«Den, som er krøbling, vet jo allikevel, han blir
ynket. Og maa ta mot hjælp — av mennesker
eller gud —.»
Jenny steg op et par trappetrin og løftet en snip
av et dørforhæng, som lignet en slunken madras.
De stod inde i en bitteliten kirke.
Der brandt lys paa alteret. Skjæret brøtes mang*
foldig paa monstransskapets glorie av messingstraaler,
flimret urolig i staker og metalting og gjorde papir*
roserne i alterets vaser blodrøde og guldgule. En
prest stod med ryggen til dem og læste uten lyd i
en bok; etpar korgutter listet til og fra, bukket og
korset sig og utførte en hel del bevægelser, som saa
meningsløse ut for Helge.
Ellers var det lille kirkerum mørkt — i to side*
kapeller flakret ørsmaa natlampeflammer, som svævet
i mørktblinkende metalkjæder foran billeder, som
var endda sortere end mørket.
Jenny Winge knælte ned paa en straaskammel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
