Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
111
traf ingeniør Berner. De to hadde været paa samme
kontor.
Saa liten hun var, hun hadde skjønt det straks.
Den døde faren gled liksom ut av hjemmet. Hans
billede blev ved at hænge der — men han var død.
Det gik op for hende, hvad døden var. De, som
var døde, eksisterte ikke uten i andres minde — de
andre kunde vilkaarlig slukke deres stakkars skyg*
geliv. Og saa var de slet ikke mere.
Hun forstod, hvorfor moren blev saa ung og
vakker og glad igjen. Hun saa det lys, som gik
over hendes ansigt, nåar Berner ringte paa deres
dør. Hun sat og hørte de to snakke. Det var
aldrig om ting, barnet ikke kunde høre — og de
sendte aldrig hende ut, nåar de var sammen i hendes
hjem. Og midt i sit hjertes skinsyke forstod Jenny,
der var saa meget, en voksen mor ikke kunde snakke
med en liten pike om. Og der vokste op en sterk
retfærdighetsfølelse i hende — hun vilde ikke være
sint paa mor. Men det var vondt.
Det var hun for kry til at vise. Men nåar moren
fik samvittighetsnag overfor barnet og nervøst og
pludselig overfaldt hende med ømhet og omsorg,
tidde hun kold og avvisende. Og hun tidde, da
moren sa, hun skulde kalde Berner far og ivrig
forklarte, hvor glad han var i Jenny. — Om nætterne
forsøkte hun at snakke til sin egen, rigtige far som
før — lidenskabelig forsøkte hun at holde ham ilive.
Men hun orket det ikke alene — hun kjendte ham
bare av morens fortellinger. Litt efter litt døde Jens
Winge ogsaa for hende. Og fordi han hadde været
midtpunktet i alle hendes forestillinger om gud og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
