Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
146
dag. Og de trofaste tusenfryd paa den magre jord.
De mystiske gruber, hvor jordsmonnet var styrtet
sammen —de hadde staat foran dem og undret sig.
De tornede hækker langs veiene og de blanke, saftig*
grønne blade av den vilde kala indunder buskene.
Lerkernes uavladelige kvidder oppe under det
vide himmelhvælv, og de utallige dreieklaverer, som
spillet til dans langt ute paa osterierne i sletten —
dreieklavererne med de underlige glasagtige toner
og de samme smaa italienske melodier altid.
Aa det var meningsløst, at hun skulde reise fra
det. — Nei.
Hun gik med ham i den vaarlige, strømmende
vind, der svalet hendes krop som et bad, og hun
følte sit legeme som et kjølig, friskt og saftfyldt blad,
og hun længtes efter at gi det til ham.
De sa hinanden farvel for sidste gang i hendes
mørke gatedør. Og de vilde sletikke slippe hin*
anden.
«Aa Jenny. Gid jeg kunde bli hos dig mat!»
«Helge.» Hun knuget sig ind til ham. «Du
kan!»
Han tok voldsomt om hende. Om hendes læn*
der og hendes skuldre. Men hun kom til at skjælve
i det samme hun hadde sagt det. Hun visste ikke
selv, hvorfor hun var blit ræd — hun vilde ikke
blit det. Hun angret i det samme nu, at hun hadde
gjort en bevægelse, som hun vilde ut av hans haarde
favntak. Men da hadde han alt sluppet.
«Nei, nei. Jeg vet jo det er umulig.»
«Jeg vil det saa gjerne,» hvisket hun ydmygt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
