Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
239
Ja, jeg husker nok, hvad du sa den dag, da Helge
reiste. Men Herregud barn, du kan da ikke mene,
at man værsaagod skal kvæle enhver forelskelse i
fødselen, med mindre man kan garantere i det øie*
blik, den opstaar, at denne samme følelse skal vare
til døden, taale al motgang, være istand til alle ofre
— og at den dertil som i en vision skal gripe og
forståa sit objekts personlighet — oplyse den i dens
hemmeligste dybder, saa et senere ændret syn paa
ham eller hende er utelukket?»
«Jo,» sa Jenny heftig.
«Har du nogensinde selv følt dette?» spurte
Gert Gram sagte.
«Nei. Men jeg vet det allikevel. Jeg har altid
visst, at slik burde det være.
— Men da jeg var blit otteogtyve aar og frem*
deles var gammel jomfru og jeg længtet efter at
elske og bli elsket og Helge kom og var forelsket
i mig — saa la jeg bort alle fordringer til mig selv
og min kjærlighet og tok det, jeg kunde faa —
selvfølgelig til en viss grad i god tro. Det gaar nok,
tænkte jeg — det gaar sikkert — men den indven*
dige trygge forvissning om at det gaar, for det kan
ikke andet — den hadde jeg ikke —.
Jeg skal fortelle dig, hvad min ven Heggen sa
til mig her om dagen. Han foragter kvinderne saa
redelig og retskaffent — og han har ret! Vi, vi har
ikke den selvagtelse, og desuten er vi saa dovne,
saa vi aldrig for alvor er besluttet paa, at vi selv
vil skape vort liv og vor lykke ved at arbeide og
kjæmpe for det. Hemmelig gaar vi alle og haaber
paa, at en mand skal komme og forære os lykken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
