Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
242
Men straffer livet saa übarmhjertig enhver for*
syndelse mot kjærlighetens helligdom — da er det
for mig beviset paa, at den er livets allerhelligste
— og at den, som er tro mot sin egen kjærlighets*
længsel, vil livet belønne med den reneste og skjønne*
ste salighet.
Jeg har nævnt for dig engang, at der var en
kvinde, som jeg lærte at elske, da det var forsent.
Hun hadde elsket mig fra vi var barn — uten at
jeg saa det eller brød mig om at se det. Da hun
hørte, jeg var gift, egtet hun en mand, som svor
paa, hun kunde redde og opreise ham, hvis hun
gjorde det. Ja jeg vet, du spotter over denslags
redningsforsøk. Men jeg sier dig barn, du kan
ikke dømme — før du har visst den, du elsker av
hele din sjæl, i en andens arme, og du har følt dit
eget liv værdiløst, og hørt en vildfaren menneske*
sjæl tigge om dette værdiløse liv til sin frelse —.
Naa, Helene blev ulykkelig, og det blev jeg og.
Og vi traf hinanden og forstod hinanden, og det
kom til forklaring mellem os. Det blev ikke det,
som menneskene forstaar ved lykke — og allikevel.
Begge var vi bundne ved baand, som vi ikke turde
bryte. Og jeg tilstaar, ettersom mit haab om en*
gang at kunne faa hende til min hustru langsomt,
langsomt døde ut, saa forandredes min kjærlighet.
Men endnu staar mindet om hende, som nu sitter
langt borte i en anden verdensdel og lever for at
lette sine børn den byrde, som livet er med en far,
der gaar som et fordrukkent vrak — som mit livs
skjønneste klenodie. For hendes skyld har jeg i
alle disse aar holdt fast ved troen paa menneske*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
