Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264
«Det er jo det, Jenny — at du er kommen til
at elske mig, — som jeg kalder en ufattelig naade —.»
Jamen hvad kunde hun for, at han saa slik paa
det - ?
— Ja han hadde ikke gjort hende til sin elsker*
inde, hvis ikke hun hadde villet det selv — latt
Gert føle, at hun vilde det. Aa men gud. Naar
hun forstod, at han længtes — nåar det pinte hende
hvergang de var sammen at vite sig begjæret og se
at han kjæmpet for at skjule det, som han var alt*
for stolt til at ville vise. Ja hun hadde set, han
var stolt — for stolt til at ville be der, hvor han
engang bare hadde budt til at gi, for stolt til at ville
vove at møte avslag ogsaa kanske —. Og nåar hun visste
med sig selv, at hun kunde ikke vise fra sig hans
kjærlighet, kunde ikke miste det eneste menneske,
som elsket hende —. Kunde hun da gjøre andet
end by ham det hun hadde, nåar hun tok imot
noget av ham, som hun ikke kunde undvære —
hvis hun vilde føle sig ærbar?
Men saa var det, hun hadde maattet si ord, som
var sterkere og hetere end det hun følte. Og han
hadde trodd hende og tat hende paa de ord.
Og det hændte igjen og igjen. Naar hun kom
til ham, uglad, motløs, træt av at tænke paa, hvor*
dan dette skulde ende, og hun saa, han forstod —
saa sa hun igjen de varme ord og hyklet noget
meget sterkere end hun følte. Og han trodde straks.
Han kjendte ingen anden kjærlighet end den,
hvis væsen var lykke. Ulykken i kjærligheten, den
kom utenfra, av skjæbnens ondskap eller fra en
haard retferdighet, som hevnet gammel uret. Hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
